Direktør beklager overfor hasteevakuerede beboere
Forløbet, hvor beboerne i 151 nedstyrtningstruede almenboliger kaldet Stævnen i Snekkersten blev hasteevakueret og siden genhuset har ”ikke været fair”.
Det siger Pia Skov, direktør i boligselskabet Boliggården, som blandt andet rummer Stævnen, til DR.
- Jeg synes ikke, at hele den her sag på nogen som helst måde har været fair overfor nogen som helst af beboerne, som på meget kort tid mistede deres hjem, siger hun.
Mandag aften drøfter byrådet i Helsingør Kommune, hvordan fremtiden for de sammenstyrtningstruede boliger skal se ud.
Godkender kommunen at stille en garanti på 367 millioner kroner, kan boligerne blive revet helt ned og siden genopført, skriver DR. Det vil dog betyde, at beboerne vil vende tilbage til huslejestigning på 21,5 procent.
Beboerne i Stævnen blev hasteevakueret i starten af februar, da et boligsyn fra ingeniører viste, at boligerne var i risiko for at styrte sammen på grund af konstruktionsfejl.