Gadeteater skaber stjernestund på plejehjem: "Vi føler os i live igen"
Passage Festival i Helsingør, der er en af Nordeuropas største internationale gadefestivaler, blev mandag skudt i gang med pomp, pragt og dukketeater på Birkebo Plejehjem.
Og det var tiltrængt med nye oplevelser for de hårdt pressede beboere på plejehjemmet, der i en længere periode ikke har måtte få besøg fra deres nærmeste på grund af corona.
- Det er en stor forandring i vores hverdag, når der sker sådan noget her. Ellers tager den ene dag jo den anden i hånden... Og er ret så kedelig, fortæller Jytte Hansen, der er beboer på Birkebo Plejehjem.
Også Ledende Sygeplejerske, Ulla Colsted Larsen, understreger, hvor vigtigt det er for beboerne at få oplevelser som denne i en svær tid:
- At kunne invitere nogen ind, selv om det er uden for, skaber så meget glæde. Vi får skabt nogle stjernestunder, hvor vi kan grine og opleve at føle os i live igen. Og corona får ikke lov til at fylde, fortæller hun.
Festivalen fortsætter til og med den 1. august.
Passage Festival
Passage Festival arrangeres af Helsingør Teater og Dunkers Kulturhus og er en af Nordeuropas største internationale gadeteaterfestivaler.
Festivalen skulle have fejret 10-året for kultursatsningen i Helsingør med shows i Kulturhavnen for tusindvis af mennesker. I stedet præsenterer de nu et program, hvor internationale kunstnere udforsker nogle af de rum, helsingoranerne selv har opsøgt i de sidste måneder på gå- og cykelture i omegnen af Helsingør. Stranden, skoven, markerne, parcelhuskvartererne, plejehjemmene og byen.