I dag kan det blive afgjort: Hvem bliver biskop i Danmarks største stift?

Jeg vil arbejde for, at folkekirken fortsat er en stærk, relevant ramme om danskernes tro, håb og kærlighed. Folkekirken forener den store rige tradition med konkrete, levende fællesskaber og giver det enkelte menneske mulighed for at se sit liv i et større perspektiv. Som biskop vil jeg opmuntre til, at der bliver arbejdet med, at vi har mange forskellige slags gudstjenester og mødesteder og former, hvor det moderne menneske kan møde evangeliet. Evangeliet er verdens bedste budskab og derfor skal det deles.

Menighedsrådsdemokratiet er folkekirkens fundament – det er en stor styrke, at så mange stiller deres engagement, kompetencer og livserfaring til rådighed for kirken og at ansvaret for folkekirken er lokalt forankret. Og så er det vigtigt, at folkekirken er et godt sted at arbejde og at der er plads til nytænkning. Gennem en synlig og tydelig ledelse skal der skabes retning og rammer, så menighedsråd og præster får den støtte, de har brug for, når de skal løfte deres ansvar og opgaver.

Som folkekirke skal vi byde ind med det store perspektiv på tilværelsen, der hvor folk spørger efter mening, sammenhæng og fællesskab. Et af de væsentligste problemer i dag er den kollektive glemsomhed. Vi møder den i en kultur, der vil have os til at glemme tradition og ritualer, og reducerer livet til at handle om ’mine behov her og nu’. Evangeliet holder os fast på, at vi som mennesker har brug for erindring, empati og evighedshåb.

Jeg har erfaring som præst og provst og kender præsters og menighedsråds dagligdag. Jeg ved, hvordan man med god ledelse kan skabe retning, udvikling og arbejdsglæde. Men jeg har også erfaringer ’udefra’ fra mit arbejde som kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad og forlagschef i Bibelselskabet. Den røde tråd i mit arbejdsliv har været at se behovene og samle mennesker om at finde løsninger på tværs af personlige og kirkelige forskelle.

Jeg har beskæftiget mig med folkekirkens forhold og plads i samfundet igennem 30 år. Som formand for Provsteforeningen kender jeg folkekirkens forhold og udfordringer på landsplan.

Jeg er 58 år, har været provst i Gentofte siden 2013. Har tidligere været sognepræst i Vor Frelsers Kirke (2006-2013), forlagschef i Bibelselskabet (2000-2006) og kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad (1994-2000). Jeg er formand for Provsteforeningen, gift med Eva-Maria Schwarz, der også er sognepræst. Sammen har vi fire voksne børn, et barnebarn og den dansk-svenske gårdhund Flicka.

Læs mere på min hjemmeside her: www.nybiskop.dk

Den vigtigste opgave for mig som ny biskop er at fortsætte den tradition, som den nuværende biskop har løst gennem 25 år. Det er vigtigt at fastholde den konservative linje, og jeg har ingen ambitioner om at tillade andre liturgiformer på den faste plads om søndagen end den klassiske højmesseliturgi. Ønsker nogen menighedsråd at ændre dette må det være opgaven at vejlede og samtale med dem om muligheden for i stedet at lægge gudstjenester med alternative liturgier på en anden plads end søndag formiddag.
 

Jeg vil bruge min teologiske erfaring fra levet præsteliv gennem snart 25 år til at hjælpe andre kolleger med at løfte de pastorale opgaver lokalt. Selvom jeg har erfaring med ledelse, økonomi og jura fra et stort frivilligt, kristent projekt i missionshuset Bethesda i København, er det troen på Jesus Kristus som er det vigtigste for mig, men også for den verden vi lever i og ikke mindst de mange, som ikke kender eller har hørt om frelsen i Jesus Kristus. Mission på ydre og indre linjer er vigtig.

De kristne værdier er truet

Det væsentligste problem i Danmark i dag er desværre at kristendommen og kristne værdier er truet, mere end nogensinde før. Læs mit kritiske indlæg fra JP Debat i august om den truede religionsfrihed herhjemme www.jp.dk.
Desværre bliver det stadig mere vanskeligt at gennemføre et frit, kristent liv i DK, endda fejre store gudstjenester – uden massiv tilstedeværelse af politi og sikkerhed. Dette er begrædeligt og skammeligt, og det må en biskop også påtale.

Både administrative opgaver og teologisk tilsyn

Det er naturligt at en biskop har teologisk og pastoral erfaring for at kunne inspirere og samtale med stiftets præster og menigheder om troen, men også kirkens tre kendetegn i verden: liturgi, diakoni og koinånia (fællesskab). I læresager og sager om vranglære, sager der strider mod den rette tro og forkyndelse er det naturligvis vigtigt at have teologisk indsigt til at retlede præsterne i deres forkyndelse og embede

Jeg er som sagt kritisk overfor at ændre på det nuværende klassiske højmesseritual, som bærer kirkens to tusind årige lange tradition og erfaring. Det er vigtigt at de, som kommer til kirken søndag formiddag finder en form, som de kan genkende og finde sig trygge og tilpas i.

Lidt om mig selv

Jeg læser ikke, før jeg skal sove. I stedet siger godnat til vores høns og kat, derefter kysser jeg vores tre børn godnat, og til sidst min hustru. Jeg beder naturligvis aftenbøn før jeg skal sove og takker som udgangspunkt altid Gud, som har skabt mig og opretholder mig. Jeg takker Gud for to ting, som Gud har hjulpet mig at gøre i dag, og som jeg også selv synes var det rigtige at gøre. På den måde kan jeg bedre give slip på dagen og dens travlhed og gøremål, i tillid til at Gud vil skænke mig en rolig nat og søvn, så jeg er udhvilet og frisk til den nye dag og opgaver.

Jeg har stor kærlighed til Folkekirken. Jeg opfatter den som et sundt værn mod aktuel identitetsforvirring. Vi må fast­hol­de vores sans for århund­reders slidstyrke, kvalitet og æstetik - og ikke forfal­de til zapperi eller kun optages af kirkegængertælleri. Kirkemusik på højt niveau – måde klassisk og moderne –  ligger mit hjerte nært.

Fokus på arbejdsglæde og arbejdsmiljø. Min ledelsesstil er præget af ordentlighed, ordholdenhed og vedholdenhed. Som erfaren leder og dygtig administrator går jeg efter bolden ikke efter manden. Der skal ageres professionelt i bygge- og personalesager og Stiftets ekspeditionstider skal minimeres.

Klar og tydelig kommunikation. Som præst og provst stiller jeg op, når medierne banker på. Det vil jeg også som biskop. Ingen i Helsingør stift skal være i tvivl om Folkekirkens rolle. Jeg vil forbedre vores krisekommunikation. Kirken er stedet, hvor vi mødes på kryds og tværs af alle vores forskelligheder – og hvor vi alle er lige!

Fremtidens kirke er sjælesorgens kirke.  Som erfaren sjælesørger er jeg forfatter til bogen ”Dødsbud”, der læses af mange faggrupper som en hjælp i den svære opgave med underretninger ved pludselige dødsfald. Jeg prioriterer indsatsen for diakoni, forkyndelse, undervisning og samtaler. Kirkegårdene er vigtige mødesteder i vort samfund, og jeg vil udbygge tilbuddet om super­vision for præster, der i kraft af deres embede er kirkens ”front­personale”.

Hør mere om, hvad jeg vil i en række korte videoer om dåb,  liturgi og fornyelse i Folkekirken, kirkegården, sjælesorg og arbejdsglæde og arbejdsmiljø der kan ses på: www.ullathorbjoern.dk

Tre grunde til at stille op:

Jeg brænder for at formidle det kristne budskab og finder, at Folkekirken er en fantastisk god ordning i vores samfund.

Kirken har brug for en klog og tydelig ledelse, der har fokus på arbejdsmiljø, arbejdsglæde, sjælesorg og professionel håndtering af bygge- og personalesager.

Jeg er blevet kaldet af lokale folk i stiftet. Og jeg står til rådighed som erfaren provst i ét af landets største provstier (3 år), sognepræst (24 år), feltpræst (18 år) og ledende beredskabspræst (10 år). Jeg har været præst i både landsbykirker, bykirker, teltkirker, udlandskirker og en domkirke – selvom jeg begyndte i det private erhvervsliv som bankelev og siden bankassistent i Hellerup for nu mange år siden …

Mine prioriterer for borgerne i Helsingør som ny biskop

Biskoppens fornemste opgave er at støtte menighedsrådene med forvaltning af den store og vigtige opgave, det er, at skabe gode kår for ”sjælesorgens kirke”. Alt menighedsrådsarbejde handler dybest set om at skabe rammer for kirkens liv og vækst.

Coronakrisen har løftet en flig for, hvor afgørende fællesskaber er i vore liv: vi er gensidigt afhængige, og livet er skrøbeligt og ukontrollabelt. Mange mennesker – også børn og unge, mærker ensomhed, stress, angst og afmagt.  Her skal kirken være der i omfattende grad med tilbud om sjælesorg, samtale og fællesskab.

Arbejdsglæde fremmes, når vi-tænkningen styrkes i sogn, provsti og stift.  Hvordan gør vi det?  Ved, at vi arbejder for hinanden lokalt og på stifts­plan, så f.eks. sagsbehandling sker smidigt og ordentligt.  Teologisk efteruddannelse til både menig­heds­råd og præster prioriteres.  

Som præst, menighedsråd eller frivillig kan man ikke brænde for en sag og være en overbevisende stemme, hvis man samtidig skal kæmpe med problemer på arbejdspladsen. Biskoppen skal være med til at opildne – og understøtte, for der skal være frimodighed og engagement i arbejdet.  

Der bliver regnet med kirken i det danske samfund. Og jeg vil prioritere samtalen om den kristne tro både indadtil og udadtil og pege på Folkekirken som relevant. Det er den, når kirken er der, hvor folk er. Ikke al forkyndelse og sjælesorg foregår i kirkens bygninger. Og sådan skal det fortsat være.

Ingen i Helsingør Stift skal være i tvivl om, at kirken består af mennesker, der står til rådighed med sjælesorg, diakoni, samtaler og undervisning – ikke bare om søndagen men alle ugens dage – også i en krisetid. Som biskop vil jeg til stadighed minde både præster, valgte menighedsrådsmedlemmer og alle andre om, at vi ikke er alene. Vi er sat i en andens tjeneste.

I dag er ledelse et fælles ansvar – ledelse handler om at være i stand til at skabe en kultur af samarbejde, inspirere og motivere folk til at yde deres bedste – både hvad angår tænkning og indsats. Det forudsætter at kunne lytte til hinanden. Den tid er heldigvis forbi, hvor der med en ledelsestitel fulgte en forventning om, at man havde svar på alt, og at ens autoritet primært var afhængig af om ens egne planer blev efterlevet. Når Helsingør Stift skal vælge ny biskop, gælder det derfor ikke om at finde en supermand eller foretage en helgenkåring.  Men der skal vælges en biskop, der tør være leder i et stort stift. med alt hvad det indebærer af dilemmaer og beslutninger.

Lidt mere om mig:

Jeg er 54 år, født i Birkerød, konfirmeret i Slagelse og student fra Aalborg. Efter at have gennemført en del af mit studium i Australien kom jeg hjem til Hørsholm, hvor mine forældre boede. Min mor bor stadig i Hørsholm i dag. Mit første embede som sognepræst var i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, dernæst var jeg konstitueret sognepræst i Birkerød og Høsterkøb sogne og derfra gik turen til Glostrup – til Vestegnen, hvor jeg har været sognepræst i 10 år. Derefter blev jeg sognepræst i Roskilde Domkirke og efter 10 år dér blev jeg udnævnt som provst i Slagelse provsti og sognepræst i Sct. Peders-Havrebjerg pastorat. Jeg er stadig ledende beredskabspræst i Region Sjælland og formand for det nationale forum for FKK (Folkekirkens katastrofeberedskab).

Erfaren leder, administrator og sjælesørger

Min glæde ved Folkekirken stammer fra barndommen af. Jeg har stor arbejdsenergi og gåpåmod. Det er blevet sagt om mig, at jeg har et organisationstalent ud over det sædvanlige, og at jeg er god til at få ting til at ske. Jeg er tilhænger af udsagnet: ”Hvor der er vilje, er der vej”.

I Danmark er det sådan at en feltpræst har rang efter den, man taler med – og det er et godt princip, som jeg vil tage med mig, såfremt jeg bliver biskop.

Min bog om underretninger ved pludselige dødsfald hedder ”Dødsbud”, men jeg vil gerne være et livsbud, en lyttende og tilgængelig biskop, en biskop, der ikke er bange for at træffe beslutninger og gå ind og tage livtag med de konflikter, der uvægerligt findes og vil opstå i en stor organisation som Folkekirken. Det skal være godt og give mening at være præst, frivillig og ansat i Folkekirken i Helsingør Stift.  

Jeg har lavet en lille folder, hvor jeg siger lidt om, hvad jeg mener, der skal kendetegne Folkekirken i Helsingør Stift.  Den kan ses på min hjemmeside: www.ullathorbjoern.dk

Når jeg stiller op til bispevalg er det ud af en stor kærlighed til folkekirken. Folkekirken er det bredeste og mest rummelig fællesskab i Danmark med en medlemsprocent på 74 procent, som endda ville være endnu højere, hvis vi ikke talte vores muslimske medborgere med i regnestykket. Derfor kan man med stor ret sige, at den kristne tro er en del af sammenhængskraften i vores land. Vi bygger på kristne værdier, og bliver jeg biskop vil jeg se det som en vigtig opgave at styrke formidlingen af den kristne tro med fordringen om at vise næstekærlighed og tage omsorgsfuldt vare på de svage. Jeg tror også, det er vigtigt, at blive bedre til at invitere de unge ind i kirken, så de kan møde et menneskesyn, der ikke vurderer efter, hvad man kan præstere. Et menneskesyn, man ikke bunder under af, men kan rejse sig på og være glad for at være den, man er.

Vi skal blive bedre til at sænke skuldrene og slappe mere af i livet i tillid til, at vi lever inde i en stor historie, som vi ikke bærer selv.

Jeg vil passe godt på den kirke, vi har. Den rummer en stor tradition, og bærer på en stærk arv af ord, hvor mennesker har formuleret hvad det vil sige at være menneske gennem generationer. Men vi bygger videre på den arv, og jeg mener ikke, man skal være bange for fornyelser. I Helsingør stift er antallet af dem, der vælger at få deres børn døbt, faldende. Jeg tænker, vi skal gøre en ekstra indsats for at fortælle unge mennesker, hvad det betyder at lade deres små børn døbe og hvad det giver dem som små mennesker, der er begyndt på en lang livsvej og med dåben kan iklæde sig en god, stærk rustning.

Jeg vil bakke op om den i forvejen frodige og kreative kirke, vi har i Helsingør stift, med mange spændende gudstjenestetilbud og måder at være kirke på. Men en flittig, kreativ og spændende kirke kræver et stort overskud og at præster, folkevalgte og frivillige har de bedste betingelser for at arbejde. Folkekirken lever af sine ildsjæle, og derfor skal vi passe godt på, de ikke brænder ud. Bliver jeg biskop, vil trivsel og gode arbejdsforhold være i fokus.

Med mig vil man få en biskop, der selv har mange års arbejde i ”marken” med sig, og som ved, hvor skoen trykker. Jeg ved, hvad der duer, og navnlig ikke duer, af ledelse, både på provste og bispeniveau. Bliver jeg biskop, vil jeg holde orden i huset, med en driftssikker administration, og med et overordnet mål om i al min færd at være velforberedt, samvittighedsfuld og omsorgsfuld.  

Endelig ser jeg det som min opgave så vidt muligt at holde fred i huset, og få de mange forskellige mennesker og dagsordner og teologiske uoverensstemmelser til at kunne leve under samme tag, fordi vi har noget, vi skal sammen, der er større end vores forskelligheder. Kirkens fællesskab bygger ikke på enighed, men på evangeliets gave og Guds ånd.