Iniesta køber nordsjællandsk klub
Andrés Iniesta har vundet både EM, VM og Champions League som spiller.
Et stjernenavn af den helt store kaliber har indtaget dansk fodbold.
For med sit firma Never Say Never (NSN) har den tidligere FC Barcelona-dirigent Andrés Iniesta – i et samarbejde med virksomheden Stoneweg – købt aktiemajoriteten i 2. divisionsklubben FC Helsingør.
- Fodbold – altså sporten – er det, vi kan lide, fortæller Andrés Iniesta til TV 2 Sport.
- Det, de giver udtryk for, er meget positivt, og det er med tillid til, at jeg kan blive en del af klubben og forsøge at bidrage med al vores erfaring fra mange forskellige miljøer og forsøge at udvikle og forbedre klubben.
Aftalen med FC Helsingør blev opnået efter måneders forhandlinger mellem Iniesta, spanierens manager, Joel Borrás, og den danske klubs nuværende aktionær Bo Bay Hougaard, som fortsat vil fungere som administrerende direktør.
NSN har allerede siden foråret leveret sportslig rådgivning til FC Helsingør. Helsingør Dagblad skriver, at der er hentet spillere og trænere ind fra Spanien, og at der derudover er lagt stor energi i at føre klubbens akademispillere op til seniorfodbolden.
Andrés Iniesta og Jaume Sabater, Stonewegs administrerende direktør, er begge i Danmark og vil være på plads, når FC Helsingør møder Ishøj IF fredag.
Hvem er opkøberne?
Never Say Never (NSN) er et investeringsfirma, der blev grundlagt af den tidligere fodboldspiller Andrés Iniesta og manager Joel Borràs. Firmaet støtter og udvikler projekter inden for sport og underholdning med fokus på langsigtede investeringer, sportsmanagement og rådgivning.
Stoneweg er en spansk-schweizisk investeringsplatform, der blev grundlagt af Jaume Sabater i 2015. Firmaet har et primært ejendomsfokus, men omfavner nu også sportslige investeringer med opkøbet af FC Helsingør.
En gudsbenådet tekniker
Nu 40-årige Andrés Iniesta har en glorværdig karriere bag sig. Han huskes for den fabelagtige teknik, de snævre driblinger og magiske afleveringer.
Andrés Iniesta blev udviklet i FC Barcelona, hvor han spillede fra 2002 til 2018, inden turen gik til japanske Vissel Kobe. Til sidst nåede han en tur til Emirates Club, inden spanieren i oktober annoncerede sit karrierestop.
Med FC Barcelona vandt Iniesta ni spanske mesterskaber og fire Champions League-titler, mens det med Spaniens landshold blev til både EM- og VM-guld.
I VM-finalen 2010 scorede Iniesta det afgørende mål imod Holland.