Konservative sidder tungt på magten i Helsingør: Benedikte Kiær forbliver borgmester
Benedikte Kiær forbliver borgmester i Helsingør.
Benedikte Kiær får fire år mere i Helsingørs borgmesterstol.
Det står helt klart efter mere end fire timer i forhandlingslokalerne på Kulturværftet i Helsingør.
Bag Benedikte Kiær står - foruden Konservative - Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Til sammen har de 13 mandater.
Socialdemokratiet er ikke med i konstitueringsaftalen, men de peger på Benedikte Kiær og får tre udvalgsposter.
- De fik tilbuddet, men valgte ikke at skrive under på den. Det må de stå på mål for, siger Benedikte Kiær til TV 2 Lorry, der understreger, at hun er glad for resultatet af nattens forhandlinger.
Uenighed
Spørger man Socialdemokratiets spidskandidat i Helsingør er historien dog en anden:
- Vi var ikke på noget tidspunkt inde i forhandlingsrummet, og så har vi fået tilbudt tre poster, og det har vi selvfølgelig sagt ja til. Men der var ingen forhandlinger om dem, siger Claus Christoffersen (S) til TV 2 Lorry.
Han beskylder Benedikte Kiær for løftebrud, fordi hun har indgået samarbejde med Nye Borgerlige.
- Vi tager til efterretning, at Benedikte Kiær har konstitueret sig med Nye Borgerlige, selvom hun har sagt i valgkampen, at hun ønskede et bredt samarbejde. Det er løftebrud.
Konservative i fremgang
Før forhandlingerne understregede Benedikte Kiær, at selvom partierne i det blå valgforbund (Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre red.) har flertal, var hun ikke var afvisende overfor et bredt samarbejde.
Konservative er igen det største parti med 34,7 procent af stemmerne, og dermed har de nu 10 mandater. Det er en fremgang på et mandat.
Forhandlingerne varede til ud på morgenen onsdag, men før konstitueringen var helt på plads, havde Radikale og SF forladt Kulturværftet.
Christian Holm Donatzky (RV) siger til TV 2 Lorry, at han er "rystet" over borgmesteren, fordi partiet i følge han aldrig kom med til møde med borgmesteren.
- Døren er forblevet lukket. Nu har vi hørt Benedikte Kiær sige til valgmøde efter valgmøde, at hun vil det brede samarbejde, men døren er forblevet lukket.
SF omtalte det brede samarbejde som slut.
Benedikte Kiær fik suverænt flest personlige stemmer ved sidste valg – mere end dobbelt så mange som den, der fik næstflest.
Benedikte Kiær har været borgmester i Helsingør Kommune siden 1. januar 2014. Ved sidste valg var det kun med nød og næppe, at hun sikrede sig borgmesterposten.
Det lykkedes, fordi Radikale Venstre gav et mandat, efter at der ellers havde været dødt løb.