Paddle boards er sommerens plage: "Særligt én ting har de ikke styr på"
Onsdag gav badegæster på paddle boards livredderne i Hornbæk grå hår. Nu kommer en instruktør med gode råd.
Det er sommer, det er sol, og det er lig med SUP-tid.
På stranden i Hornbæk holder Flemming Nilsson kurser i, hvordan man bruger et stand up paddle-board også kendt som et SUP. En vandsport, der begyndte på Hawaii for omkring 80 år siden, og som er blevet ekstrem populær herhjemme de seneste år.
- Jeg oplever den (interessen, red.) som stigende, forstået på den måde, at nu har vi haft corona. Der var mange, der var hjemme, som ikke kom afsted, og så begyndte de på denne her sport. Nu er vi på anden bølge af folk, der måske gerne vil have noget lidt bedre udstyr, forklarer Flemming Nilsson, der er direktør og instruktør hos Sup Spot.
Tal fra Dansk Surfer & Raftingforbund fra april viser, at medlemstallet er steget med 32 procent, og det er særligt takket være paddle-sporten.
Men sådan et bræt er ikke kun for sjov.
Vinden overrasker
Onsdag kunne vi på TV 2 Lorry fortælle, at livredderne på Hornbæk Strand måtte redde folk på SUP’s ind til land igen hele 17 gange i løbet af onsdagen.
- Folk bliver overrasket over fralandsvinden. Lige så snart de kom fri af klitterne, så tog vinden til, og det var de ikke dygtige nok til at håndtere, fortæller John Mogensen, der er livredder og livredderchef for Den Nordsjællandske Kystlivreddertjeneste.
Han vurderer, at livredderne er ude til op mod 40 aktioner med paddle boards i løbet af sommeren. Hos Trygfonden Kystlivredning oplever man også flere badegæster og aktioner med den populære vandsport.
At viden om fralandsvind og sikkerheden på vandet kan blive bedre, det bekræfter Flemming Nilsson. Han aflyste onsdag sine kurser på grund af netop fralandsvind.
"Husk ankelbåndet"
Men udover vinden og den lovpligtige svømmevest er der særligt én ting, som badegæsterne ikke har helt styr på.
- De ulykker, vi ser, der sker på SUP’s, er meget ofte forbundet med, at folk ikke har deres ”leash” (ankelbånd, red.) på. Ingen må gå ud uden en leash på. Den sidder rundt om anklen, og det er den, der redder dagen, siger Flemming Nilsson.
Og der er generelt noget at tage fat på, hvis man spørger livredderchefen om, hvor mange der har redningsvest og leash på:
- Det er meget få, altså det er under 25 procent, vurderer John Mogensen.
Derfor anbefaler Flemming Nilsson – ligesom søsportens sikkerhedsråd – at man tager et introduktionskursus og lærer om de basale teknikker, for det kan øge sikkerheden til søs.
- Vi er ude på havet, og alt kan ske. Vi er nødt til at have en plan b derude. Vi skal ikke være bange for det, vi skal bare forberede os.