Politi: Fulde unge til øl-løb sætter ambulancer under pres
Det oplyser Nordsjællands Politi på Facebook.
- Klokken er kun 16.00, og regionens ambulancer er under pres på grund af berusede mennesker, der skal køres på hospitalet, uddyber Christian Illum, politikommissær ved Nordsjællands Politi, til TV 2 Kosmopol.
Til TV 2 oplyser Christian Illum, at det er regionen, der har slået alarm, efter de har sendt cirka 10 ambulancer mod festen. Politiet opfordrer nu forældrene til at "at tage en status på deres børn/unge".
- Vi opfordrer forældrene til at tage en status på deres børn/unge, og overveje, om det er på tide at få dem hjem, inden de bliver dårlige og eventuelt havner i en uheldig situation, lyder det fra politiet.
Det såkaldt ølløb er et arrangement, der går ud på at drikke øl og samtidig gå fra Snekkersten Havn til Helsingør via Strandvejen.
Cirka 7500 unge er ifølge politiet samlet til ølløbet. Christian Illum oplyser til TV 2 Kosmopol, at man dagen igennem har haft indsat en del ressourcer omkring opgaven.
Søndag eftermiddag er Nordsjællands Politi fortsat til stede i Helsingør - hvor ølløbet er end - med en del betjente.