"Skrækkeligt": Her er skattestigninger og voldsomme besparelser på vej
Det står klart, efter at et samlet byråd har præsenteret en budgetaftale for 2025.
- Det er svære tider, alle bliver ramt. Både børn og ældre bliver hårdt ramt. Det her rammer sindssygt bredt, der er ingen områder, der går fri, siger borgmester Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune, til TV 2 Kosmopol.
Der er konkret tale om en skattestigning på 0,3 procentpoint, og besparelser for 82,7 millioner kroner i 2025 stigende til 108,4 millioner kroner i 2028.
Aftalen er kommet i stand på baggrund af en "kritisk økonomisk situation," fremgår det af budgetaftalen.
Nye beregninger viser, at kommunen får lavere indtægter i de kommende år, mens der også skulle "håndteres en række særligt udfordrede områder," står der i budgetaftalen.
2. viceborgmester, Thomas Horn (S), er enig i, at situationen er alvorlig.
- Det er mørke økonomiske skyer. Medarbejderne går rundt med ondt i maven, siger han til TV 2 Kosmopol.
- Det er dybest set et skrækkeligt budget, siger Christian Holm Donatzky fra De Radikale.
I Nordsjælland skal borgere og medarbejdere i Helsingør Kommune nu forberede sig på både voldsomme besparelser og en skattestigning.Sådan skal der spares
Her er udvalgte besparelser i budgetaftalen:
Byrådet - reduktion af aktiviteter
Reduktion i administration og service
Timedrift på busrute 353
Ophør af fjernelse af graffiti
Ophør af strandrensning – fjernelse af tang
Reduktion af bekæmpelse af pileurt
Undlade ukrudtsbekæmpelse i parkernes belægninger
Reduktion af weekendrenhold i Helsingør indre by
Reduktion i renovering af flisebelægninger
Reducere med ét hjemmebesøg af sundhedsplejerske til førstegangsfødende
Stoppe med at lave opsøgende arbejde ved udeblivelser i tandplejen
Kortere åbningstid i SFO1
Nedskalere Klub Bølgens samarbejde med Kulturhus Bølgen
Fjerne midler til understøttelse af aktiviteter i Åben skole
Nedlægge sprogstøttekorpsets aktivitet i dagtilbuddene
Kortere åbningstid i klubberne (SFO2)
Undgå at genbesætte vakante stillinger i Staben for Læring og Fritid
Reduktion i tilskud til pasning af eget barn - opskalering af model i direktionens basisbudget
Reducere i aflastning på området udsatte børn
Dosering af medicin hver 28. dag i stedet for hver 14. dag
Flere borgere på skærmbesøg i hjemmeplejen
Reduktion tværgående understøttelse af hjemmeplejen
Rengøring/oprydning hos ældre - fra to gange om ugen til én gang om ugen
Tilpasning af kapacitet – færre døgnpladser til midlertidigt ophold
Reduktion af Helsingør Rusmiddelcenters døgnbehandlingsbudget på alkoholområdet
Ændring af omfang af aflastning og afløsning for voksne borgere over 18 år
Reduktion af vikarbudgetter på bofællesskaber og Værestedet Liv
Besparelse ved brug af skærm i socialpædagogisk vejledning
Nedlæggelse af naturhold i nuværende form
Nedlæggelse af receptionen på Rådhuset samt en voksenelevstilling