Spækhuggerne har indtaget Øresund "De er kommet for at blive og der er flere end vi regner med"
Der er flere spækhuggere, end vi regner med i Øresund, siger Øresundsakvariets akvarie-og museumschef, Jens Peder Jeppsen.
Det var et fuldstændigt fantastisk syn, der mødte marinbiolog og museumschef på Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen, da han forleden var på tunsafari.
For det var ikke kun tun, der sprang i Øresund foran ham.
Her dukkede nemlig en spækhugger op - et syn, som han ikke tidligere er stødt på i dansk farvand.
- Jeg var rimeligt oppe at køre, fordi jeg altid har drømt om, at spækhuggere skulle komme ned til tunene i Øresund, siger Jens Peder Jeppesen til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Det første, jeg tænkte, var, at spækhuggeren ikke skal være her, fortæller han.
Spækhugger
Kropslængde: Hanner 5,1-9 m (rekord 9,8 m), hunner 4,6-7,7 m
Vægt: Hanner omkring 6 tons (rekord ca. 8 tons)
Parringsperiode: Hele året
Drægtighedstid: 15-18 måneder
Antal unger/kuld: 1
Antal kuld/år: Fødsel ca. hvert femte år
Levetid (max.): Hanner i gennemsnit 30 år, enkelte 50-60 år. Hunner 50 år, enkelte 70-90 år
Kilde: Naturhistoriskmuseum.dk
Allerede for flere år siden spåede Jens Peder Jeppesen, at spækhuggeren ville komme til Danmark.
Derfor var det en ekstra forløsning, da han med sine egne øjne så hvalen.
Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne og skyndte sig derfor at spørge resten af besætningen, om de havde set det samme som ham.
- Cirka 15 meter fra båden ser jeg en kæmpestor, sort rygfinne. Den var oppe af vandet i få sekunder men lige så hurtigt tilbage igen, siger Jens Peder Jeppesen.
Følger strømmen
Der er en god forklaring på, hvorfor spækhuggere er i Øresund.
Ifølge Jens Peder Jeppesen skyldes det, at hvalerne følger med strømmen af sild, makrel og tun, som har gode betingelser i Øresund.
- De er specialister i at dræbe tun, og der er masser af dem i Øresund, forklarer Jens Peder Jeppesen.
Intet at frygte
Jens Peder Jeppesen forventer, at vi i fremtiden vil komme til at se flere spækhuggere i Øresund.
Det kan godt give anledningen til frygt for at opholde og svømme i Øresund. Men, der er intet at være bekymret for, forsikrer Jens Peder Jeppesen.
- Der er ingen påståede spækhuggerangreb på mennesker, så man skal ikke være bange. Jeg tror ikke, at de slår bådene i stykker, som de gør i Gibraltar, fordi de ikke har ungerne med heroppe.
Forklaringen bag de ødelagte både i Gibraltar skal - ifølge Jens Peder Jeppesen - forstås ved, at hunspækhuggerne lærer deres kalve at dræbe tun.
Bunden af bådene kan forveksles med tun, hvilket gør, at spækhuggerne angriber.
Men netop fordi spækhuggerne ikke har unger med i dansk farvand, så bliver det ikke et problem, ifølge Jens Peder Jeppesen.
Fantastiske formidlingsbetingelser
Jens Peder Jeppesen mener, at man skal glæde sig over hvalernes tilstedeværelse i stedet for at være bange. Det handler blandt andet om et godt havmiljø.
- Tunene har magten i Øresund, hvor de spiser makrel og sild. Derfor kunne det være godt med noget konkurrence. Det er godt for et sundt havmiljø, hvis der er flere dyr, der kæmper om maden, siger Jens Peder Jeppesen.
Og med de mange tun i Øresund, så tyder det på, at spækhuggerne er kommet for at blive.
Det glæder særligt Jens Peder Jeppesen, fordi det åbner op for nye oplevelser på vandet.
Han fortæller nemlig, at han ikke vil afvise, at man på sigt kommer til at afholde spækhuggersafari. Ifølge akvarie- og museumschefen vil der formentlig gå et par år, før det bliver aktuelt.