Taxachauffør kørte barn i skole med 122 kilometer i timen
En 14-årig dreng med autisme blev den 13. november kørt til skole af en taxachauffør, der kørte 122 kilometer i timen, hvor man kun må køre 80 kilometer i timen.
Det skriver sn.dk.
Drengen er visiteret til at blive kørt til sin skole i Helsingør i en taxa, og hændelsen har skabt utryghed i familien.
- Det er utrygt, at det sker, at der bliver kørt så stærkt. Det er klart, at man sætter alle i fare på den måde. Min dreng kan have svært ved at sætte ord på tingene, men der er ingen tvivl om, at han har haft en dårlig oplevelse, siger Jens Lützhøft, far til drengen.
Under kørslen tog drengen et billede af speedometeret, der beviser den høje fart.
Transportleverandøren HB-Care, der ifølge deres egen hjemmeside er landets førende leverandør af visiteret kørsel for borgere med særligt behov, har efterfølgende fyret den pågældende chauffør.