Thure Lindhardt frygter for lukningstruet teater: "Det sætter Danmark på verdenskortet"

Helsingør Kommune mangler penge i budgettet, og derfor har forvaltningen lagt op til, at det verdensberømte teater HamletScenen skal lukkes.

Scenebrædderne på HamletScenen i Helsingør er over de sidste 208 år blevet betrådt af nogle af verdens største skuespillere. 

Men snart kan det være slut med forestillinger på den traditionsrige scene ved Kronborg Slot. 

For der mangler penge i kommunekassen i Helsingør, og derfor har forvaltningen lagt op til, at der kan spares på teatret.

Men det vil være den helt forkerte vej at gå, mener den danske skuespiller Thure Lindhart. 

- Hamletscenen er langt vigtigere for Helsingør og Danmark, end vi går og tror. Det er sted, en scene og en festival, som sætter Danmark på verdenskortet, siger han til TV 2 Kosmopol. 

Der er behov for mange besparelser. 

Den mere end 200 år gamle scene er endt i sparekataloget, fordi Helsingør Kommune har fået færre penge ind, end de havde regnet med, lyder det fra kommunens borgmester.

Det har sat velfærden under pres, og det betyder, at politikerne må frem med sparekniven.

- Vi mangler penge til at opretholde den velfærd, vi har nu, så derfor er der behov for besparelser - mange besparelser, siger Benedikte Kjær (K), der er borgmester i Helsingør Kommune. 

quote Det er sted, en scene og en festival, som sætter Danmark på verdenskortet.

Thure Lindhart, skuespiller

At der er behov for besparelser, giver teaterlederen på Hamletscenen, Lars Rohmann Engel, borgmesteren ret i. Han mener dog, at der er tale om lidt mere end en besparelse. 

- Det er en rigtig god ide, at alle sparer. Men jeg synes, der er stor forskel på at spare og så at lukke. Derudover synes jeg, det er ærgerligt, at bryde den aftale vi havde indgået for de næste fire år, siger han. 

HamletScenen har igennem en aftale mellem dem, Helsingør Kommune og staten sikret finansiering de næste fire år. Det er den aftale, som kommunen nu ønsker at opsige. 

Et helt unikt teater

At scenen, hvor blandt andre Jude Law har optrådt, måske snart vil være fortid ærgrer HamletScenens teaterleder, Lars Rohmann Engel.

For ifølge ham kan scenen noget helt særligt. 

- Det er helt unikt, når man sidder her og oplever scenekunst, mens solen går ned over Kronborg, stjernerne kommer frem på himlen og havet bruser i baggrunden, siger han og forsætter: 

- Jeg bliver selvfølgelig utrolig berørt og ked af det, for det er en stor tradition, som betyder meget for rigtig mange mennesker. 

Selvom fremtiden ser usikker ud, så kæmper teaterlederen videre med at blive klar til teatrets næste premiere den 5. november.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik