Det skulle have været indviet i marts måned, og prisen skulle egentlig have været 57 millioner kroner.
Men mens kalenderen inden længe viser maj måned, så er fodboldstadionet i Helsingør fortsat en byggeplads.
Og prisen for byens nye arena er efterhånden løbet op i 81,5 millioner kroner – alt sammen betalt af kommunekassen.
På trods af at FC Helsingørs hjemmebane stadig tager sin ud som en byggeplads er projektlederen fortrøstningsfuld:
- Det er realistisk, men det bliver en svær opgave. Der skal foregå rigtig meget sideløbende med hinanden. Men heldigvis så har vi en super god stemning her, og folk hjælper hinanden, siger Hans Møller, projektleder på stadionbyggeriet for Helsingør Kommune
Dermed kan borgerne i den nordsjællandske by snart se frem til at indvie det nye stadion.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Sportsligt står det dog skidt til
Politikerne besluttede i sin tid at bygge det nye stadion, fordi FC Helsingør viste gode takter i 2. division.
Men en oprykning til 1. division krævede et helt nyt stadion, hvis de skulle kunne spille hjemmmebanekampe.
Mens projektet har været undervejs, har FC Helsingør sågar formået at spille sig helt op i Superligaen. Det blev dog kun til én sæson i landets bedste række, og nu klubben i bunden af 1. division.
Selvom FC Helsingør ligger til nedrykning til Danmarks tredjebedste fodboldrække mener formanden for Idræts- og fritidsudvalget ikke, at det har noget betydning.
- Uanset hvad, så skulle vi have et nyt stadion. Det, vi gør her, er, at vi bygger et stadion med kunstgræsbane. Det gør vi, fordi det så kan bruges af alle de fodboldspillere, vi har i kommunen, siger Jens Bertram (K) fra Idræts- og Fritidsudvalget i Helsingør Kommune.
Skulle fremtiden dog byde på bedre fodboldtider i Helsingør, så kan det nye stadion, der i første omgang får plads til 4.000 tilskuere, udvides.
- Hvis de rykker op i superligaen, så arbejder vi faktisk lige nu på en ny lokalplan, så vi kan udvide til stadionet. Men det selvfølgelig et spørgsmål om penge, siger Jens Bertram.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Delte meninger blandt indbyggerne
Borgerne i Helsingør er dog selv splittede i sagen om det nye stadion.
- Jeg synes, det er godt for byen, at der kommer noget kultur. Men de har jo skuffet os FC Helsingør. Jeg håber, de bliver i første division, men det er også mange penge at bruge, siger Helsingør-borgeren Niels Schüum.
- Jeg tænker, at det er sjovt, og at det kan bringe flere fans hertil, som vi kan nyde godt af. Men så vidt jeg ved, er vi ude af ligaen igen, så det er lidt underligt, at de stadig bygger det. Og det er mange penge, der måske skulle være gået til andre ting, påpeger Asta Malmgren.
- FC Helsingør var på vej til noget stort, men så blev det ikke til det store alligevel. Og nu er vi på vej til anden division. Men det er et godt bidrag til Helsingør. Og jeg håber, at vi kan blive i første division og måske tilbage til Superligaen på et tidspunkt, og så giver det jo god mening i sidste ende, siger Kostas Valeckes.
Helsingør Stadion skal efter den nye plan stå klar den 28. juni.