- Jamen jeg tror nærmest, det er at sammenligne med en Rolling Stones koncert. Billetterne var udsolgt inden for 48 timer. Det bliver jeg faktisk lidt rørt over, siger hospitalsdirektøren på det gamle Nordsjællands Hospital, Bente Ourø Rørth, og tilføjer:
- Vi er fælles om det her hospital. Det kan godt være, at det er et offentligt hospitalsbyggeri, men der er faktisk rigtig, rigtig stor interesse.
Nyt Hospital Nordsjællands åbent hus-arrangement søndag var en del af et større, årligt tilbagevendende initiativ, hvor Danske Regioner inviterer gæster indenfor på alle landets hospitaler.
På grund af den store interesse på Nyt Hospital Nordsjælland har det kommende supersygehus da også år efter år valgt at skrue op for, hvor mange deltagere de lukker ind.
Det er forventningen, at det nye supersygehus i Hillerød bliver taget rigtigt i brug i slutningen af 2026.
På landsplan brugte 14.500 gæster søndagen til Åbent Hospital 2024 rundt om på 15 hospitaler.