Oversigt

Seneste nyt

De lokale kalder det for "dødsruten" - nu sænkes hastigheden

Natten mellem søndag og mandag sænkes hastighedsgrænsen for Hillerødmotorvejens forlængelse fra 90 til 80 kilometer i timen.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Hastigheden og sikkerheden på Hillerødmotorvejens forlængelse har i særlig grad fået opmærksomhed efter en dødsulykke i starten af juli måned, hvor tre personer blev dræbt i et frontalsammenstød - herunder et forældrepar, hvor deres to børn sad på bagsædet.

Det fik borgere såvel som politikere til at råbe op og kræve sikkerhedsforanstaltninger på det, de lokale længe har kaldt for "dødsruten".

I forbindelse med hastighedsnedsættelsen oplyser Vejdirektoratet, at der vil blive opsat tavler, som skal gøre bilister opmærksomme på, at politiet vil have øget fokus på fartkontrol på strækningen.

Hastighedsnedsættelsen gælder, indtil motorvejsforlængelsen omdannes til en reel motorvej - et arbejde, der påbegyndes til næste år, og som vil vare i flere år.