Oversigt

Seneste nyt

Her sker der flest hjortepåkørsler

Særligt på to veje i Danmark sker der mange sammenstød mellem biler og hjorte.

Det drejer sig om Isterødvejen og Helsingevej ved Hillerød, hvor der på begge strækninger foreløbig har været 16 sammenstød i 2024.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

- Begge steder er strækninger med høj fart ved grønne områder. Det er helt generelt en kombination, der kræver ekstra opmærksomhed, siger Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Der har indtil videre været 7529 hjortepåkørsler på landsplan i 2024, men det tal risikerer at blive endnu højere, inden året er omme, da vi først lige er gået ind i højsæsonen for hjortepåkørsler, som er oktober og november.

Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man er ekstra opmærksom, når man transporterer sig rundt med bil. 

- Vi anbefaler, at man letter foden fra speederen, når man kører langs grønne områder, er på vagt for lysende øjne i vejkanten og noterer sig, når skiltning advarer om øget risiko for hjorte i området. Derudover er det også værd at vide, at hjorte er flokdyr, så en hjort krydser sjældent vejen alene.