I dag begynder retssag om dødsulykke, der kostede forældrepar livet
Tirsdag bliver der taget hul på retssagen mod en 24-årig mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab og vanvidskørsel i forbindelse med en dødsulykke på Hillerødmotorvejens Forlængelse.
Dødsulykken fandt sted en tidlig julimorgen i sommer og kostede i alt tre personer livet. To børn mistede deres forældre, og en anden familie deres 33-årige bror og søn ved den voldsomme ulykke.
En 24-årig mand, som menes at have kørt ræs med den afdøde 33-årige, der kørte frontalt ind i familien, blev siden anholdt og varetægtsfængslet i relation til sagen.
Den 24-årige er med sin rolle i ulykken tiltalt for uagtsomt manddrab og vanvidskørsel. Han er desuden tiltalt for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og flere overtrædelser af færdselsloven.
Der er afsat tre dage til retssagen mod den 24-årige.