Oversigt

Seneste nyt

Mand overfaldet med økse og i eget hjem

En 31-årig mand er fredag blevet anholdt og sigtet for kvalificeret vold, efter at han mistænkes for at have overfaldet en mand med et væld af håndvåben på offerets adresse i Hillerød.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi David Eckert.

Vagtchefen fortæller, at offeret, en 47-årig mand, anmeldte overfaldet klokken 15.36 fredag.

To mænd var dukket op på hans adresse i Hillerød bevæbnet til tænderne med en jernstang, en økse og en morgenstjerne. En morgenstjerne er en slags kølle bestående af et håndtag og et hoved med pigge.

Hvor længe overfaldet stod på står endnu ikke helt klart, men politiet fortæller, at den 47-årige mand er blevet slået på benet - formentlig med et eller flere af våbnene - flere gange.

Politiet var i stand til at anholde den ene af de to formodede gerningsmænd, kort efter at det fik anmeldelsen. Det er den 31-årige mand. Den anden er stadig på fri fod, og politiet har umiddelbart ikke noget signalement af ham.

Politiet fandt desuden et væld af ulovlige besiddelser på den 31-årige anholdtes adresse under en ransagning.

Der var blandt andet 300 amfetaminpiller, 50 gram hash og 200 skarpe nimillimeterpatroner.

Han skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag i Helsingør.