Oversigt

Seneste nyt

Alternativet-kandidat trækker sig grundet tråde til Rusland

Irina Bjørnø, der er kandidat for Alternativet ved valget til EU-Parlamentet, har mandag meddelt Alternativet og Indenrigsministeriet, at hun trækker sit kandidatur.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

- Den medieinteresse, der er for min person og mit ophav, skal ikke stå i vejen for den bæredygtige fremtid jeg tror på, så derfor har jeg valgt at trække mig som EP-kandidat, udtaler hun i meddelelsen.

Ekstra Bladet har beskrevet, at Irina Bjørnø er formand for forening, der ifølge mediet modtager støtte fra en russisk statskontrolleret organisation, som er på EU's sanktionsliste.

Foreningen har ifølge Alternativet været inaktiv, siden Ruslands invasion af Ukraine begyndte i februar 2022.

Alternativets hovedbestyrelse gik i kølvandet på Ekstra Bladets dækning ind i sagen og har været i kontakt med "en relevant myndighed", som ikke fandt anledning til bekymring, lyder det i pressemeddelelsen fra partiet.

Alternativets hovedbestyrelse fastholdt derfor sin tillid til Bjørnø og hendes kandidatur.

- Alligevel har Irina nu selv valgt at trække sig som EP-kandidat for Alternativet, i det hun mener, at hendes kandidatur uagtet dens (sagens, red.) manglende substans, kan skade Alternativet, lyder det i pressemeddelelsen.