Oversigt

Seneste nyt

Dansk virksomhed kan blive verdens største

Det er det sidste store dyr på savannen, som den danske logistikkæmpe DSV har øjnene rettet mod.

I flere år har der været rygter om, at tyske DB Schenker kunne købes til den rigtige pris, og nu meldes et salg af verdens fjerdestørste logistikvirksomhed at være tættere på end nogensinde før.

På rygtebasis er der kun to mulige købere tilbage, og DSV er favoritten.

Går handlen, som eksperter spår, vil det gøre DSV til verdens med afstand største inden for sit felt, men det kan meget vel kræve, at vognmændene – der er kendt som dygtige købmænd – tager sit største sats til dato.

DB Schenker forventes at koste omkring 110 milliarder danske kroner.

Hvis DSV ender med at vinde kappestriden om Schenker og betale en pris i det lag, vil det nærme sig Danmarkshistoriens dyreste opkøb. Tidligere i år satte ejerne bag Novo Nordisk, Novo Holding, sig ellers tungt på rekorden, da de annoncerede købet af amerikanske Catalent for 114 milliarder kroner.

DSV blev grundlagt i 1976. I dag har de hovedsæde i Hedehusene.