Der var gang i festen. Sprut og øl på bordet.
Julie var taget med, selv om det ikke var en person, hun kendte godt, der havde inviteret, og så var det, der blev lagt noget brunt rygeheroin på bordet. Deltagerne ved festen fik at vide, at de bare kunne tage for sig – det var gratis.
- Jeg var jo så dum, at jeg tænkte, at hvis de andre kunne tage det, og de så ud til at være rimelig normale, så kunne jeg vel også denne ene gang, husker Julie.
Det endte med, at Julie købte fem gram med hjem, og derfra gik det galt, for når man er ny med heroin, rækker fem gram langt, og da de fem gram var røget, var hun fuldstændig afhængig og tog heroin hver dag.
Det giver mig et jag i maven, må jeg ærlig indrømme, det er ikke gode minder
I dag arbejder Julie Christensen som guide for organisationen Gadens Stemmer. Her viser hun publikum rundt på Vesterbro. Hun fortæller om sit eget livs største lavpunkter – og viser en side af København, som de færreste ser.
TV 2 Kosmopol har fulgt flere af guiderne fra Gadens Stemmer, der hver især har levet som hjemløse eller stofmisbrugere, men nu er på den anden side.
Ville klare sig selv
Julie Christensen var egentlig taget til Jylland for at vise sine forældre, at hun godt kunne klare sig på egen hånd. Og det var også tæt på at lykkes for hende, da det pludselig gik galt.
- Jeg var blevet 18 - 19 år gammel, så jeg ville gerne vise mine forældre, at godt kunne tingene selv, altså det her med at skaffe jobs og lejlighed – egentlig bare at stå på egne ben. Jeg vælger at fortælle dem, at jeg flytter, og det er til Jylland.
Faktisk havde hun et job på hånden i en butik i Taastrup – et job hun havde fået gennem sin fars kontakter, men det valgte hun at takke nej til. I stedet flyttede hun til Aarhus.
- Til at starte med går tingene glimrende.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
I Aarhus fik hun hurtigt både et job i Jem og Fix, en kæreste, bolig og bil. Det gik godt i flere år, lige indtil den dag de tog til den skæbnesvangre fest i Aarhus, hvor hun tog stoffer med hjem.
- Jeg kommer ind i en ond trædemølle, hvor det eneste, jeg kan finde ud af, det er at tage heroin, gå på arbejde og så tage heroin igen, når jeg kommer hjem, fortæller Julie.
I nogen tid kunne hun godt passe sit arbejde, men da kroppen havde brug for større dosis, begyndte hun at fixe – altså tage heroin med en sprøjte i armen. Efterhånden mistede hun både job og alt det, hun havde bygget op i Jylland.
Jeg tror, at det er noget af det værste at få at vide, at ens barn er afhængig af stoffer
Hun brugte det meste af sin tid ved banegården i Aarhus. Det var her, pusherne holdt til, og når hun ikke kunne skaffe sine foretrukne stoffer, kunne hun hurtigt tage videre til en anden større by, hvor hun kunne få, hvad hun havde brug for.
Hun kunne ikke få sig selv til at stjæle direkte fra almindelige mennesker, så pengene til stoffer skaffede hun ved at stjæle fra virksomheder og forladte bygninger, og af og til solgte hun selv stoffer.
Gav op og tog hjem
Om natten sov hun på herberg. Men hele vejen igennem havde hun haft den indstilling, at hun kunne komme ud af misbruget, uden at hendes familie behøvede at blive involveret. Til sidst indså hun dog, at hun måtte give op og tage hjem.
- Min familie vidste stadig ikke noget på det her tidspunkt, men jeg var nødt til at komme hjem til kendte omgivelser for at komme ud af det her, siger hun.
Hun bed skammen i sig og tog tilbage til sin familie i Taastrup og fortalte dem sandheden.
- De tog det faktisk ufatteligt pænt. Jeg tror, at det er noget af det værste at få at vide, at ens barn er afhængig af stoffer, og at jeg kunne være død af en overdosis så mange gange undervejs, siger Julie.
Julies far gav hende lov til at bo i sit kolonihavehus, mens hun kæmpede sig ud af misbruget. Men et misbrug af heroin og andre hårde stoffer stopper ikke bare fra den ene dag til den anden. Hun hang nu i stedet ud ved Københavns Hovedbanegård, og når hun havde købt sine stoffer, gik hun til Kødbyen på Vesterbro, hvor hun brugte de kommunale fixerum på H17.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Julie tager os med derhen. Hun peger mod en aflang gul bygning, der ligner, at den har været brugt til kvæg eller kødvarer i gamle dage. Nu er det fyldt med fixerum. Udenfor står flere personer, der ser ud til at have misbrugsproblemer. På væggen hænger gule metalbøtter til at putte brugte kanyler i.
- Det giver mig et jag i maven, må jeg ærlig indrømme, det er ikke gode minder, siger Julie.
Har lært af sin beslutning
I dag er hun stadig afhængig, men hun tager ikke længere illegal heroin. I stedet får hun substitutionsbehandling, hvor hun morgen og aften hver dag besøger Københavns Kommunes misbrugsbehandling og får medicin, der gør, at hun ikke får abstinenser.
Og hun har lært noget af sin dårlige beslutning dengang til festen i Aarhus.
- Jeg er blevet stærkere, og jeg har lært at lytte til mig selv. Jeg var meget sådan en medløber-type, som gjorde, hvad de andre gjorde. Så jeg har lært at sætte mig selv først og sætte foden ned og sige: ”Det er ok at sige nej.”
Hun har mange mén efter misbruget, og måske komme hun aldrig til at have et fuldtidsjob igen, men hun har fået lyset tilbage i sit liv.
- Det kan ende med, at jeg skal have den her medicin resten af livet, så det kan godt være, at jeg ikke kommer ud på arbejdsmarkedet på 37 timer igen. Men i bund og grund - så længe jeg bare kan arbejde og føler, at jeg bidrager, så har jeg det godt indeni, siger Julie.
