Få penge og spar CO 2 - der er pant på juice-flasken
1. november giver saft- og juiceflasker pant, når du afleverer i pantmaskinen. De forventede 52 millioner flasker kan spare os for 5.700 ton CO 2
- Fra 1. juli kan man begynde at opleve det, men det er først en pligt fra 1. november i år. Og det betyder, at vi skal indsamle 52 millioner yderligere i Danmark. Til genanvendelse til nye flasker igen og igen, siger en begejstret Heidi Schütt Larsen, Vicedirektør og direktør for cirkulær økonomi, Dansk Retur System.
I forvejen samler Dansk Pant System 1,4 milliarder pant-emner ind om året. Med de nye flasker kommer de op på knap to milliarder flasker, dåser og plastflasker.
Efter den 1. november er det ikke længere tilladt for producenterne at sætte produkterne på markedet uden pant.
Du kan dog stadig støde på flasker uden pant. Der ligger en aftale om, at butikkerne skal have mulighed for at sælge ud af deres lagre for at undgå madspild.
I vores nye serie "Hvem ta´r skraldet?" følger vores journalist efter pant- og glasaffaldet og finder ud af, hvor det kommer hen, og hvad det genanvendes til.
Så meget CO 2 kan der i runde tal spares ved genanvendelse af 1 kg materiale, du har sorteret der hjemme:
Glas: 200- 400 gram CO 2
Plast: 400- 600 gram CO 2
Aluminium: 7000 gram CO 2
(kilde: DTU Miljø)
Få de sidste dåser med
Pantsystemet er det, der kaldes genanvendelse i verdensklasse. Men det kan faktisk godt blive bedre. For der mangler nogle flasker i regnskabet:
- Selv om danskerne er verdens bedste til at aflevere, så er det stadig kun 9 ud af 10 der kommer tilbage til os. Det bliver til 140 millioner flasker om året, vi mangler - det er meget. Tænk bare, hvis vi kunne gøre det de få procent bedre, så ville det gavne miljøet og klimaet meget, siger Heidi Schütt Larsen.
Gættet er, at vi forbrugere får smidt nogle af vores flasker og dåser i skraldespanden. Og at de ender i restaffaldet, som brændes på f. eks. Vestforbrænding og på Amager Ressource Center (ARC). Og det er en dårlig ide. For aluminiumet fra dåserne stopper den store ovn på forbrændingen, og den er dyr at rense. Glasset spildes - i stedet for at blive til nye flasker.
Afleverer vi vores flasker og dåser til pantsystemet, så undgår vi at grave råstoffer op af jorden og sparer dermed mange ressourcer.
Foto: Annie Aurby / TV 2 Lorry
Hvad kan jeg aflevere?
Du kan aflevere alt med pantmærker og få pant. I dag er det både øl- og sodavandsdåser, glas- og plastflasker.
Glas fra syltetøj og vinflasker er der ikke pant på. De skal i glascontaineren og bliver til nye flasker og glas hos Ardagh/Holmegaard A/S i Holmegaard på Sjælland. De laver 700 millioner glas-enheder om året af genbrugsglas. 90 procent af en grøn flaske er genanvendt. For det hvide glas er det 72 procent.
Også de dåser, der ikke er pant på, skal vi aflevere, siger professor Thomas Fruergaard Astrup fra DTU MILJØ, Institut for Vand og Miljøteknologi, der er specialist i miljø og genanvendelse:
- Nogen gange køber vi nogle dåser i nogle andre lande. Dem kunne man godt sørge for at få med. Og hvis man ikke putter dem i pantsystemet, så kan man putte dem i metal, så de i hvert tilfælde bliver genanvendt, siger han.
Så meget nytter det:
Man sparer 5 kg råstoffer, når man genanvender 100 dåser til nye.
Man sparer 6 kg råstoffer, når man genanvender 100 plastflasker til nye.
Man sparer 34 kg råstoffer, når man genanvender 100 glasflasker til nye.
Også de sidste plastflasker uden pant skal vi forbrugere holde op med at smide ud - de skal selvfølgelig sorteres som plast.
Se reglerne for hvad du kan aflevere her
Flaskeautomaten skal kunne aflæse både stregkode, pantmærke og emballagens form.
Hvis du afleverer flasker og dåser manuelt, skal stregkode, pantmærke og form være synlig.
Der findes store dåser og flasker op til 20 liter, som også har pantmærke, men ikke kan komme ind i flaskeautomaten. Dem skal du aflevere i butikken, hvor de er købt og få udbetalt din pant.
Hvis flasken eller dåsen er bulet eller skrammet, kan du aflevere den i en butik, der manuelt modtager emballager. De skal tage imod den, hvis butikken sælger flasker eller dåser af samme materiale, uanset hvilket mærke det er. Stregkoden, pantmærke og form skal kunne ses. Ellers kan de komme på en pantstation - her får du dog ikke pant, men de bliver genanvendt.
Der er pant på øl- og sodavandskasser for at gøre det attraktivt at aflevere dem. Bryggerierne bruger kasserne igen, så de skal afleveres i en butik, der sælger flasker af netop det mærke.
Du får ikke pant for dåser købt i udlandet. Men de kan afleveres i nogle flaskeautomater. Butikken bestemmer selv, om de vil tage imod udenlandske dåser. På pantstationen kan du altid aflevere dem. Så bliver dåsens aluminium brugt til at lave nye dåser, og det er godt for miljøet.