20-årig kvinde ramt af lastbil: Højresvingende mand sigtet
20-årig kvinde er kommet alvorligt til skade efter højresvingsulykke. Lasbilchauffør risikerer flere sigtelser.
En 20-årig kvinde er indlagt på Rigshospitalets traumecenter, efter at hun torsdag morgen blev ramt af højresvingende lastbil i Hvidovre. 54-årig lastbilchauffør risikerer flere sigtelser.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.
- Hun er kommet alvorligt til skade, men mere kan vi ikke sige. Vi har ikke fået nogen meldinger om, at det er kritisk, men jeg ved det ikke med sikkerhed, siger vagtchef Peter Grønbek til TV 2 Lorry.
Han betegner ulykken i i krydset mellem Kettevej og Avedøre Havnevej som 'en klassisk højresvingsulykke'.
- De begge kører frem for grønt lys, og chaufføren overser hende. Hun bemærker det ikke i tide og bliver påkørt, siger vagtchefen til TV 2 Lorry.
Den 54-årige mandlige lastbilchauffør er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt i forbindelse med højresvingning, men det er ikke den eneste sigtelse, han risikerer.
- Man vil senere tage stilling til, om han også skal sigtes for uagtsom legemsbeskadigelse. Det kan meget vel komme på tale, siger Peter Grønbek til TV 2 Lorry.
Vagtchefen oplyser, at den påkørte 20-årige kvinde ikke er fra lokalområdet.
Højresvingsulykken skete omkring klokken 8 torsdag morgen, og Kettevej var kortvarigt spærret i østgående retning før Avedøre Havnevej.