Oversigt

Seneste nyt

Syv Brøndbyfans nægter trøjetyveri og grov vold

Syv Brøndbyfans nægter sig skyldige i et overfald begået i forbindelse med en fodboldkamp.

Tirsdag er sagen begyndt ved Retten i Glostrup, hvor de syv mænd, der er i alderen 18 til 28 år, er tiltalt for med ulovlig tvang og grov vold at have fratvunget en mand hans fodboldtrøje fra FC København (FCK).

Den 18. august 2023 blev tre mænd overfaldet ved et busstoppested tæt ved Åmarken Station i Hvidovre. Tidligere samme aften spillede fodboldklubberne FCK og Hvidovre IF kamp mod hinanden på Hvidovre Stadion.

Ifølge anklagemyndigheden har vidner fortalt, at en større gruppe mænd ankom til stedet i to biler. Gruppen, der var iklædt blå og gule masker, slog, sparkede og tvang en af de tre mænd til at tage trøje og jakke af. Trøjen var en fantrøje for fodboldklubben FC København.

Det er anklager Mathias Johannsens opfattelse, at det er de syv mænd, der har begået overfaldet. Anklagemyndighedens beviser mod de syv tiltalte omfatter blandt andet en chatgruppe på beskedtjenesten Telegram, anpg - automatisk nummerplade-genkendelse - og overvågningsmateriale fra gerningsstedet.

De syv tiltalte nægter sig skyldige.