Tilsyn vil strakslukke skandaleramt bosted efter ætsningsskade
Ny tilsynsrapport viser omfattende kvalitetsmangel på bostedet i Græsted.
Socialstilsyn Hovedstaden har i sinde at lukke HabitusHuset Ny Mårumvej allerede fra 1. juli.
Det fremgår af en aktindsigt, TV 2 Kosmopol har fået i korrespondancen mellem tilsynet og Habitus-koncernen, der driver bostedet.
TV 2 Kosmopol har den seneste uge afsløret kritisable forhold på bostedet for personer med svære funktionsnedsættelser som eksempelvis Downs syndrom.
Blandt mistede den 30-årige beboer Nanna Kirstine Dahl livet, efter hun blev fundet på bostedet med store ætsningsskader på kroppen. Det er fortsat uvist, hvordan det skete, men det formodes, at hun under uklare omstændigheder har fået ætsende kemikalier på kroppen.
Inden Socialtilsyn Hovedstaden mandag nåede at varsle HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted om, at de vil inddrage tilladelsen til at drive bosted, kom Habitus-koncernen tilsynet i forkøbet og lukkede sig selv. Det skete fredag i sidste uge.
Koncernens direktør, Martin Godske, oplyste til TV 2 Kosmopol, at Habitus ikke længere selv mener, at de kan yde den fornødne pleje på bostedet. Derfor skal bostedets seks beboere flyttes, lød det.
Ny kritisk rapport
Socialtilsynets lukning kommer i forlængelse af en ny tilsynsrapport, der beskriver en række stærkt kritisable forhold. I denne rapport - som TV 2 Kosmopol også har fået aktindsigt i -fremgår det blandt andet:
Aat botilbuddet ikke har den nødvendige kvalitet.
At ledelsen ikke driver tilbuddet forsvarligt.
At tilbuddet ikke i tilstrækkelig grad forebygger overgreb, alvorlige hændelser og ulykker.
At tilsynet finder det alvorligt, at flere medarbejdere på forskellige måder beskriver, hvordan dokumentationen bliver forfinet, fordrejet og forfalsket generelt forårsaget af instrukser fra ledelsen.
At bostedets ledelse har givet medarbejdere instrukser i at give urigtige oplysninger til pårørende og tilsynet.
TV 2 Kosmopol har også fået aktindsigt i et referat fra et såkaldt dialogmøde, som parterne deltog i onsdag i sidste uge. Her fremgår det, at Socialtilsyn Hovedstaden er stærkt bekymret for kvaliteten på bostedet, og formålet var at finde frem til, om HabitusHuset havde "vilje og evne" til at højne kvaliteten.
TV 2 Kosmopol har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Martin Godske.
TV 2 Kosmopol har spurgt Socialtilsyn Hovedstaden, hvorfor de har i sinde at lukke bostedet, selvom HabitusHuset selv har bebudet en lukning. Tilsynet har dog ingen kommentarer til sagen for nuværende.
I brevet til HabitusHuset skriver Socialtilsyn Hovedstaden dog:
"Vi har noteret os, at I selv ved mail af 7. juni 2024 har meddelt, at I ønsker at afvikle alle jeres aktiviteter i selskabet Habitus Huset Ny Mårumvej. I har ikke oplyst tidshorisonten for ophøret eller en nærmere plan for afviklingen. Grundet sagens alvor finder vi det nødvendigt, at vi uagtet jeres egen beslutning også træffer afgørelse om ophør af tilbuddets godkendelse."
Socialtilsyn Hovedstaden administreres fra Frederiksberg Rådhus, og derfor er det i sidste ende kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der skal træffe den endelige beslutning på baggrund af indstillingen fra tilsynet.