Borgmester glæder sig over at Ishøj er røget af "ghetto-listen"
Søndag aften har Social- og Boligministeriet offentliggjort listen over parallelsamfund, og boligområdet Vejleåparken i Ishøj Kommune er ikke længere at finde på listen.
Og det glæder borgmester Merete Amdisen (S).
- Jeg er rigtig glad for, at der ikke er nogen boligområder i Ishøj på listen længere. Det er jo voldsomt stigmatiserende for både boligområder og kommune at være på den liste. Og så er det også dyrt og har store menneskelige omkostninger, fortæller borgmesteren til TV 2 Kosmopol.
Selvom Vejleåparken kun har været på listen i et enkelt år, så har det ifølge borgmesteren kostet kommunen hele 16,75 millioner kroner.
- Jeg er dybt frustreret over, hvad det har kostet os. Men nu kan vi ranke ryggen og være stolte af de indsatser, vi har lavet gennem årene. Det går den helt rigtige vej i forhold til både kriminalitet, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, siger hun.
Ishøj Kommune har i forbindelse med de enorme omkostninger, der har været forbundet med at have Vejleåparken på listen over parallelsamfund, sendt en faktura til Social- og Boligministeriet. Det kan du læse mere om her.