Dyrevenner kommer hjemløses hunde til undsætning i kulden
Dyreværnet Rødovre vil hjælpe de hjemløse ved at passe deres hunde natten over.
Det er iskoldt i disse dage, hvilket især rammer de hjemløse, som står uden tag over hovedet og mangler en varm seng seng at sove i.
Flere hjemløse er desuden udfordret af, at det mange steder ikke er tilladt for dem at medbringe deres hunde.
Det fortæller foreningen Dyreværnet Rødovre, som nu vil komme de hjemløse og deres firbenede venner til undsætning.
Gratis kost og logi
Foreningen har tidligere i dag besluttet, at de fra tirsdag og frem til fredag den 2. marts vil tilbyde gratis kost og logi til de hjemløses hunde.
Klokken 15 vil der holde to dyreambulancer bagved Københavns Rådhus for at hente de hjemløse hunde, som vil blive kørt til foreningens internat i Rødovre og bragt tilbage dagen efter klokken 10.
- Det er en pludselig idé, vi har fået, og vi forsøger derfor i øjeblikket at sprede budskabet. Ved at give de hjemløses hunde et varmt værelse - vi kalder det ikke et bur hos os - håber vi, at vi kan give de hjemløse en tryghed, så de kan finde et sted at sove. Samtidig får hundene et varmt sted at overnatte, fortæller kommunikationsansvarlig hos Dyreværnet Rødovre, Signe Sehsted Lund.
Håber, budskabet spredes
Foreningen postede tidligere i dag et opslag på sin Facebookside, og det er i skrivende stund blevet delt og liket af flere tusinde danskere.
Men selvom budskabet allerede er gået viralt, så haster det ifølge Signe Sehsted Lund fortsat med at få det ud til målgruppen af hjemløse.
- Vi vil gerne nå ud til de hjemløse med det her budskab, men det er jo ikke sikkert, at de hører om det. Mange af dem er jo ikke på de sociale medier eller har smartphones. Vi har har ikke nået at komme at komme i kontakt med alle hjemløseforeninger. Så vi håber, at flere vil dele budskabet med dem, siger Signe Sehsted Lund.