Ingen grænser for genbrug: Jeans som isolation og flasker som gardiner
Det er ikke bare tøj og møbler, der kan bruges og genbruges gennem generationer. Det kan byggematerialer også – og det kan være med til at redde vores klima. Et lille demonstrationshus i Valby viser vejen.
Det syner ikke af meget – huset – som det ligger dér på Gl. Køge Landevej.
Men når man taler bæredygtigt byggeri, er det ét af de helt store.
Circle House tager udgangspunkt i den cirkulære økonomi, hvor det handler om at genbruge - og her ses gode eksempler på, hvordan også byggematerialer kan genbruges.
- Det har potentialet til at gøre en kæmpe forskel for miljøet, siger Kasper Guldager Jensen fra 3N Arkitekter.
Den lille prøvebolig på Gl. Køge Landevej skal i første omgang skaleres op til 60 boliger. Det bliver verdens første almene boligbyggeri, der er bygget efter de cirkulære principper, når første etape står færdig i 2020.
- Alt er eksempler på gamle materialer, der har fået nyt liv. Men også nye materialer, der er designet, så de kan genbruge i fremtiden.
I serien "KlimaKasser" kan du komme med ind i Genbrugshuset. Her tager vi dig med til fem byggerier, der alle peger ind i fremtiden. Og der er brug for at tænke i nye baner.
Danmark har forpligtet sig til at reducere CO2 udslippet med 40 procent inden 2030 og i dag står bygninger for 40 procent af den energi, vi bruger.
Du kan se hele serien her.
Ingen grænser for genbrug
I Genbrugshuset er der nærmest ingen grænser for, hvad der kan genbruges:
DET CIRKULÆRE BYGGERI
Materialer i byggeriet har været brugt før.
Skal de laves fra nye, skal de kunne genbruges fremadrettet
I Circle House er det målet, at 90% af materialerne skal genbruges
Flere end 50 aktører inden for byggeriet har samarbejdet om projektet.
Det bliver verdens første almene boligbyggeri, der er bygget efter de cirkulære principper.
Circle House er tegnet sammen med Vandkunsten og Lendager Group – i det, der hedder Fællestegnestuen.
Gamle cowboybukser kan bruges som isolering, og man kan lave gardiner af gamle plasticflasker.
Udvendig er der eksempler på, hvordan gammelt træ fra Metrobyggeriet kan bruges igen. Og hvordan kork kan meget andet end at sidde i din vinflaske.
- Kork er regenerativt. Det gror som barken på et træ, som du afbarker. Efter otte år gror barken ud igen, så du skærer aldrig træet over. Mere bæredygtigt bliver det nærmest ikke. Og så er det både isolerende, vejrbestandigt og brandhæmmende. Så det fungerer fint som facade op et hus, fortæller Kasper Guldager Jensen.
Foto: TV 2 Kosmopol
Formålet er, at være med til at udvikle viden om det cirkulære byggeri – og gøre det mere bæredygtigt i fremtiden.
Genbruget breder sig
Også Københavns Kommune er kommet med på genbrugsbølgen i byggeriet:
- Der er mange, der har fået øjnene op for værdien af de eksisterende byggematerialer. Og København er langt fremme i forhold til at tænke den cirkulære økonomi ind i byggebranchen, siger den netop afgåede stadsarkitekt, Tina Saaby, som i otte år har fulgt hovedstadens udvikling på nærmeste hold.
KlimaKasser
I serien KlimaKasser kan du komme med til et bæredygtigt bofællesskab, Danmarks første 0-energi etageejendom, en gammel ejendom, der er gået fra energimærke G - A+, genbrugshuset Circle House og til Ørestad, hvor verdens mest bæredygtige byggeri skal opføres.
Se serien her.
Kommunen har sin egen genbrugsplads, hvor medarbejdere kan aflevere – og hente materialer. F. eks er der for år tilbage afleveret sten fra en gammel cykelsti i Ørestad.
De er nu hentet igen, og bruges som del af en skybrudssikring på Tåsinge Plads på Østerbro. Og det er med til at øge fortællingen om vores by:
- Københavnerne er så nysgerrige. De elsker historie. Så det at lave en historiefortælling og give nye steder en historie, de har med sig fra et andet sted, er noget, der altid bliver genstand for en fortælling eller en samtale mellem mennesker, siger Tina Saaby
En chip som guide
I Circle House betyder historien betyder meget for Kasper Guldager Jensen, der fremhæver en særlig ting ved huset:
En chip, der kan scannes via mobilen. På den måde kan man finde ud af, hvad materialet har været brugt til tidligere – og hvordan man kan genanvende det bedst muligt et andet sted.
- Vi skal begynde at tænke i en ærlighed og en enkelthed. Vi skal have nogle enkle, men holdbare materialer. Og det er vigtigt, at vi kommer tilbage til en tid, hvor byggeriet har en mening, et budskab og en historik.