Angriber chefer efter drama om Tivoli-restauranter: Lad os nu komme i sving
Forhandlinger om overenskomst mellem 3F København og stadeholderne i Tivoli Food Hall går alt for trægt, mener fagforeningsformand.
Det går for langsomt!
Sådan lyder den direkte opsang nu til arbejdsgiverne fra fagforeningen 3F København, der lige nu forhandler overenskomst på vegne af medarbejdere i 14 restauranter i Tivoli Food Hall.
En konflikt truede julefreden, men blev lige nøjagtigt afværget i december sidste år. I stedet blev medarbejdere og arbejdsgivere i madmekkaet Tivoli Food Hall enige om at igangsætte forhandlinger om en overenskomst.
Planen var at forhandle om en aftale i januar eller februar, men parterne er endnu ikke blevet enige. Det skyldes blandt andet, at Horesta, der repræsenterer stadeholderne i Tivoli Food Hall, og 3F København kun mødes en gang om måneden, mener formanden for sidstnævnte, Bjarne Høpner.
- Vi mødes alt for sjældent, og det er udelukkende, fordi arbejdsgiverne ikke er oppe i kadence, siger Bjarne Høpner til TV 2 Lorry.
TV 2 Lorry har været i kontakt med Horesta, der "takker nej til at svare på Bjarne Høpners kommentar – dette med henvisning til, at vi ikke kommenterer på igangværende forhandlinger," lyder det.
Strejke var på vej
3F København sendte den 7. december et strejke- og blokadevarsel til 14 ud af de 18 restauranter i Tivoli Food Hall. Heriblandt kendte restaurantkæder som Gorms Pizza og Cock’s & Cows. Konflikten skulle træde i kraft 14. december, sagde Bjarne Høpner dengang til Avisen.dk.
I november 2017 indledte 3F København manøvrer for at få kollektive overenskomster med de restauranter, der endnu ikke havde tegnet en.
Bjarne Høpner sagde dengang, at forhandlingerne blev trukket i langdrag, og derfor sendte fagforeningen konfliktvarsel til de 14 restauranter.
Forlystelsesparken Tivoli har intet med forhandlingerne at gøre, da det er de enkelte madsteder, der lejer sig ind i Tivoli Food Hall.