Borgmester tørster efter nye integrations-idéer: Hvem har svaret?
Plakater i hele København spørger borgerne, om de har nye idéer til at forbedre integrationen i byen.
Har du en god idé til, hvad man kan gøre for fremme integrationen i København? Så er det på tide, at du kommer på banen.
Nogle gange kan det nemlig betale sig at spørge dem, der er helt tæt på. Det forsøger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, Venstre, nu at gøre.
Hun gør det blandt andet med plakater, der hænger flere steder i byens gader og opfordrer til at give integrationen en hjælpende hånd. Og det bliver taget godt imod på gaden på Nørrebro i København:
- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Man bliver inspireret af det, siger Said Alhulo, der bor på Nørrebro.
Det går bedre med integrationen i København
- Københavns integrationsbarometer for 2017 viser, at integrationen er gået frem på 14 punkter, men tilbage på fire punkter.
- Flere starter på en uddannelse, flere er i beskæftigelse, færre oplever diskrimination og folkeskoleeleverne klarer sig bedre til afgangsprøven.
- Forskellen mellem etniske danskere og ikke-vestlige københavneres arbejdsløshed var i 2011 hele 10,9 procentpoint. I 2017 var forskellen kun 6,3 procentpoint.
230 plakater
Det bliver løbende brugt mange millioner på at integrere dem, der bor i byen. Men bruges pengene rigtigt? spørger integrationsborgmesteren sig selv.
- Det giver forhåbentlig kreativitet, dialog og en ny måde at involvere københavnerne på. Det kan jo være, at der sidder nogle med præcis de svar, som vi ikke selv har. Dem vil vi rigtig gerne høre, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Foto: TV 2 Kosmopol
Omkring 230 plakater er fordelt over byen, og budskabet ruller også på Facebook. Målet er at få folk til at komme med idéer og tage dem med, når der er borgermøder om emnet.
Idéer skal diskuteres ansigt til ansigt
Også på Amagerbrogade er der sat plakater op. Her har Benthe Winther Dose en mening om effekten:
- Spørgsmålet er, om man fanger de rigtige personer. Der er jo tit rigtig mange mennesker, som har rigtig mange meninger specielt om de her sprængfarlige emner. Men det er jo sjældent, at de er konstruktive. Men debat er jo altid godt, siger hun.
Udover de mange plakater på gaden er der i denne måned borgermøder på Nørrebro, Amager og i Tingbjerg. Her vil borgmesteren høste gode idéer.
- Det er en rigtig god idé med møder. Det er der, hvor man kan få flere svar på de spørgsmål, som man har i hovedet, siger Said Alhulo fra Nørrebro.
Det første møde er på torsdag på Nørrebro Bibliotek.