Christianshavn fylder 400: Se de unikke fotografier
I forbindelse med Christianshavns 400-års jubilæum, udgiver fotografen Pernille Kaalund en fotobog, der hylder den bydel, hun faldt for i 2014.
Der er noget helt specielt over den gamle bydel midt i København.
Det mener fotografen Pernille Kaalund, der i forbindelse med Christianshavns 400-års jubilæum, hylder de skæve gader og personerne, som bor der, i ny lokal fotobog.
Foto: Pernille Kaalund
Ideen opstod i 2014, da Pernille Kaalund flyttede til Christianshavn, og åbnede et lille galleri på Overgaden Oven Vandet. På de daglige gåture med sin hund i Christianshavns gader, steg fascinationen af alt det, der gemte sig bag de gamle facader.
- Når man ikke er opvokset her, møder man nok byen med en anden nysgerrighed. Jeg gik langsomt rundt, kiggede ind i baggårde, bankede på hos folk og drak en masse kaffe. For eksempel på sømandshjemmet, som jeg gik forbi en dag og tænkte: Bor der virkelig ægte sømænd her? Det gjorde der så, fortæller Pernille Kaalund.
Foto: Pernille Kaalund
En bog af christianshavnere, om christianshavnere
Ideen bag bogen er, at vise det ægte Christianshavn. For at nå rundt i alle kroge, var det vigtigt for fotografen Pernille Kaalund, at bogen blev skabt i samarbejde med de mennesker, det hele handler om.
Hver gang fotografen spurgte en lokal, hvad Christianhavn betød for dem, blev hun sendt videre til nye mennesker og steder. Og sådan fortsatte hun for at indsamle essensen af bydelen.
En af dem, der fik besøg af Pernille Kaalund, er fotografen Susanne Mertz, som har boet på Christianshavn siden 1968:
- Det er en meget smuk bog, og jeg er dybt imponeret over, at hun er lykkedes med at fortælle den brede christianshavnerhistorie. Bogen romantiserer ikke, og der er givet plads til alle dem, der ellers ikke bliver nævnt. Jeg er meget stolt over at være en del af det, fortæller Susanne Mertz.
Foto: Pernille Kaalund
Forelsket i en bydel
Fotobogen 'Christianshavn - Verdenshav udenfor vinduet' er den eneste selvstændige bog, der er skrevet om landsbyen midt i København.
Dette års fejring af bydelens 400-års jubilæum, blev den perfekte deadline for fotografen. Men jubilæum eller ej - ifølge Pernille Kaalund, var bogen blevet til uanset hvad.
- Stedet her er propfyldt med så fantastiske mennesketyper og historier, at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at lave bogen. Jeg er forelsket i den her bydel. Stadigvæk. Og hver dag bliver jeg helt høj over, at jeg er så heldig, jeg bor et sted med så meget charme og sjæl, fortæller Pernille Kaalund.
Foto: Pernille Kaalund
Foto: Pernille Kaalund
Hyldest af Christianshavn
Bogen 'Christianshavn - Verdenshav udenfor vinduet' bliver udgivet i dag kl. 15 på Greyscale Gallery Press.
Langs Knippelsbro vil der den næste måned være udstillet portrætter fra bogen under navnet '19 stemmer fra havnen', med personlige beretninger om bydelens betydning.
Den officielle fejring af Christianshavns 400 års jubilæum finder sted fra fredag d. 17. august til søndag d. 19. august.
Foto: Pernille Kaalund
Foto: Pernille Kaalund