Efter fund af arm: Peter Madsens advokat udtaler sig
Det har endnu ikke være muligt for politiet at fastslå Kim Walls dødsårsag. Onsdag blev endnu en arm fundet.
Peter Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, håber, at politiet kan komme nærmere en årsag til, at journalisten Kim Wall døde i forbindelse med en tur i Madsens ubåd.
Det fortæller advokaten, efter at Københavns Politi onsdag morgen fandt endnu en arm i Køge Bugt. Det er endnu ikke fastlagt, om den tilhører Kim Wall.
- Vi håber, at politiet kan komme nærmere, hvad de opfatter som en dødsårsag.
- Det er vigtigt, fordi hvis politiet kommer frem med, hvad de opfatter som dødsårsagen, kan det have en stor betydning for, om den sigtelse, der er rejst mod min klient for forsætligt drab, også holder i retten, siger advokaten.
Med fundet af armen kan politiet nu have fundet hele kroppen af den svenske journalist, som ubådsbyggeren Peter Madsen er sigtet for at have slået ihjel. I sidste uge fandt politiet en arm, og tidligere er torsoen, hovedet og ben fundet.
Peter Madsen nægter at have dræbt den svenske journalist, men han erkender at have parteret liget.
Madsen har siddet varetægtsfængslet siden august. Her sejlede han ud i sin hjemmebyggede ubåd fra København sammen med Kim Wall, men han kom alene i land.
Betina Hald Engmark fortæller, at fundet af armen ikke giver anledning til nyt fra hendes side.
- Vi afventer, og vi håber kun, at politiet kan komme nærmere dødsårsagen, siger advokaten.
Hos anklagemyndigheden er der stor tilfredshed med, at alle ligdele i sagen nu er fundet.
- Det kan bestemt ikke udelukkes, at fundet kan bidrage væsentligt til belysningen af omstændighederne i sagen, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen.
Betina Hald Engmark har tidligere fortalt, at Peter Madsen ikke ved, hvordan Kim Wall døde. Madsen har forklaret, at Kim Wall var nede i ubåden, mens Peter Madsen befandt sig i ubådens tårn.
Vicepolitiinspektør i Københavns Politi Jens Møller fortæller til TV2 efter fundet, at politiet stadig ikke har fundet dødsårsagen. Den fundne arm skal nu undersøges af retsmedicinere.
Dermed vil politiet forsøge at fastslå, om armen virkelig stammer fra Kim Wall.
- Først og fremmest har det en etisk betydning for Kim Walls pårørende, siger Jens Møller til TV2.
/ritzau/