Mikala efterlyser sit stjålne smykke: Stor historisk værdi
Under et indbrud har Mikala Naur fra Østerbro fået stjålet en broche, der har været i familien i generationer. Tidligere har den tilhørt Katarina den Store.
Det var et chokerende syn, der mødte Mikala Naur, da hun i mandags kom hjem til lejligheden på tredje sal på Østerbro. Lejligheden var gennemrodet, og alting var kastet ud på gulvet.
- Jeg blev fuldstændig ulykkelig. Det er sindssygt grænseoverskridende at se hele sit hjem vendt på hovedet, siger hun til TV 2 Lorry.
Efter at have ringet til først sin mand og så til politiet kunne Mikala Naur konstatere, at tyven eller tyvene til hendes store forfærdelse var sluppet af sted med en håndfuld smykker. Og særligt et af smykkerne har stor betydning, nemlig en broche der ifølge Mikala Naur engang tilhørte den russiske kejserinde Katarina den Store, og som siden 1911 er gået i arv i Mikala Naurs familie fra mor til datter:
- Den har altid haft en betydning i mit liv. Jeg var meget knyttet til min mormor, og hun havde den og sine andre smykker liggende i en skuffe. Vi havde nærmest et ritual, hvor vi kiggede på hendes smykker og talte om, hvor hun havde dem fra, siger hun.
Mikala Naur fortæller, at hendes ældste datter hedder Katarina - delvist efter smykket og delvist efter den østtyske kunstskøjteløber Katarina Witt.
Efterlyser på Facebook
I går valgte Mikala Naur så at efterlyse sine smykker på Facebook i et opslag, der foreløbigt er delt tæt på 250 gange:
- Det, synes jeg, er helt fantastisk! Det er virkelig, virkelig rørende, og det havde jeg faktisk ikke drømt om, siger Mikala Naur.
- Jeg har det som om, at jeg faktisk får dem tilbage.