119 år gammel bro er vakkelvorn: Nu forbydes tung trafik
Wilders Bro på Christianshavn kan ikke tåle tung belastning. Nu har de private ejere fået besked på at renovere den.
Wilders Bro vakler.
Den 119 år gamle bro er den eneste mulighed for at køre mellem øen Bjørnsholm, som du måske kender for Broens Gadekøkken og Nordatlantens Brygge, og resten af Christianshavn.
Udover Wilders Bro er øen nemlig kun forbundet med cykelbroer.
Men muligheden for at køre til øen er nu væsentligt forringet.
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har nemlig den 11. november fremsat et kørselsforbud for køretøjer, der har en totalvægt på over otte ton.
Kørselsforbuddet kommer i kølvandet på en vurdering fra rådgivningsfirmaet NIRAS, som konkluderede, at broens bæreevne er forringet.
Forvaltningen har derfor nu sat skilte op i området for at gøre opmærksom på det nye forbud. Det skriver forvaltningen i et notat, som TV 2 Lorry er i besiddelse af.
(Artiklen forsætter efter billedet)
Foto: Roni Jafar / TV 2 Lorry
Påvirker flere
De private bilister kan fortsat køre på broen, men det nye forbud kan skabe problemer for de større køretøjer, øen er afhængig af.
Brandbiler vejer eksempelvis 18 ton, hvilket er langt over den nye vægtgrænse. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer dog, at redningskøretøjer er en undtagelse - for sikkerhedens skyld.
Skraldebiler vejer 26 ton, så også her vil der opstå problemer.
Københavns Kommune er forpligtet til at afhente dagrenovation hos de ejendomme, som kommunen servicerer. Det vil derfor ske med mindre køretøjer, indtil broen er renoveret.
Forvaltningen skriver det føromtalte notat, at man arbejder på at finde en løsning, så man kan afhente andre typer af affald som pap, metal og plastik.
Øen råder også over flere restauranter og en Føtex, som kan få svært ved at få leveret varer på grund af kørselsforbuddet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Roni Jafar / TV 2 Lorry
Beklageligt
Det er broens ejere, der er forpligtet til at sikre, at broen er i stand til at afvikle den fornødne trafik i området. Det er også dem, der skal orientere de erhvervsdrivende på øen om forbuddet.
Det er Wilders Plads Ejendomme A/S, E/F Krøyers Plads og Bo Vitas fælles grundejerforening, der ejer Wilders Bro.
Formand for boligselskabet Bo Vita, Jan Hyttel, har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 Lorry.
Han skriver i en sms, at de afventer en igangværende ingeniørundersøgelse af årsagen til problemet og udbedringsmuligheder.
- Sagen er naturligvis beklagelig og skal løses hurtigst muligt, da situationen er til stor gene for både beboere og virksomheder på øen, skriver Jan Hyttel videre i sms-beskeden.