Oversigt

Seneste nyt

19-årig stukket med kniv - område afspærret

Københavns Politi er mandag eftermiddag til stede i forbindelse med et knivstikkeri ved Nørrebrogade.

Det skriver politikredsen på Twitter

- En 19-årig mand er blevet stukket, umiddelbart er han ikke i kritisk tilstand, lyder meldingen omkring klokken 15.00.

I forbindelse med sagen er der afspærret mellem Fælledvej og Stengade.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nogen tidshorisont for afspærringen. 

Flere knivstikkerier har ramt København og Frederiksberg den seneste måned.

På baggrund af knivstikkerierne valgte politiet den 29. december at indføre en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og Nordvest. I zonen kan politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.

5. januar valgte politiet at forlænge varigheden af visitationszonen, så den gælder foreløbig frem til 19. januar. I forbindelse med beslutningen om at forlænge varigheden oplyste politiet, at man havde fundet 13 knive og stikvåben.

Hvorvidt mandagens episode har en relation til nogen af de øvrige, vides ikke. 

TV 2 Lorry følger sagen.