300 mødte op til nabomøde om store byggeplaner i Nordhavn
Nysgerrigheden var stor blandt beboerne i Nordhavn, som tirsdag var inviteret til nabomøde om de mange fremtidige byggeprojekter i området.
Nordhavn er i rivende udvikling, og inden for de kommende år vil der skyde nye boliger, erhvervskontorer og et hotel op i området.
Sagt med andre er der rigeligt at holde sig ajour med for beboerne i Nordhavn. Og netop derfor inviterede byudviklingsselskabet By og Havn tirsdag til nabomøde, så borgerne kunne få indsigt i alt det nye.
Det viste sig at være et særdeles populært arrangement - op mod 300 borgere nemlig mødte op.
En af de naboer, som deltog, er Jacob Schødt, der til dagligt arbejder som projektmedarbejder.
Han var ret begejstret for det, han blev præsenteret for.
Foto: TV 2 Lorry - Kenneth Ettrup Hansen
- Det virker som om, der er gjort rigtig mange gode tanker både med infrastruktur og bæredygtighed. Jeg tror det, bliver et spændende område, siger Jacob Schødt.
Som noget helt nyt skal beboerne i Nordhavn i fremtiden vænne sig til selvkørende busser, som skal køre rundt mellem karéerne i området.
Foto: TV 2 Lorry - Kenneth Ettrup Hansen
Busserne kommer først i gang efter påske - men i dag kunne man kun kigge på den nye transportmulighed i et pakhus, hvor en af busserne stod parkeret i en garage.
- Jeg glæder mig til at prøve den i virkeligheden. Jeg tror, de selvkørende køretøjer er kommet for at blive, siger Jacob Schødt.
Multianvendeligt kontordomicil
Under nabomødet stod en række aktører klar ved temaborde til at fortælle om deres byggeprojekter - blandt andre pensionsselskabet PFA, som skal bygge et stort kontordomicil med plads til 1200 arbejdspladser.
- Det er et projekt, som er multianvendeligt - forstået på den måde, at vi både har en kontorbygning, boliger og hotel på Redmolen, siger Mikael Fogemann, chef for danske ejendomme i PFA, til TV 2 Lorry.
Foto: TV 2 Lorry - Kenneth Ettrup Hansen
Ifølge Anne Skovbro, der er administrerende direktør i By & Havn, er det er en integreret del af forretningsstrategien at have naboerne med på råd.
- Når man åbner og bygger i sådan et område som Nordhavn, så er det klart, at dem der bor på Østerbro, også er interesserede. Der er pludselig nogle kajstrækninger, der åbner sig, og der er steder, man kan bade og spadsere, så for dem er det både vigtigt at vide, hvad der sker, men også at være med i en samtale med deres synspunkter og input til os, så det er meget givende for os, siger hun til TV 2 Lorry.
Det var en strategi, der faldt i god jord hos Nordhavns-beboer Jacob Schødt.
- Så føler jeg, der er en lydhørhed og en åbenhed og interesse over for det, jeg har at sige, siger han.
Allerede i slutningen af denne måned åbner den nye metro, og så er det planen, at det nye bolig- og erhvervsområde vil skyde op på Redmolen i løbet af 2023.
Foto: TV 2 Lorry - Kenneth Ettrup Hansen