30.000 unge er samlet i disse dage: "Det er sjovere, end jeg havde forventet"
Ungdommens Folkemøde er skudt i gang - og i løbet af to dage vil 30.000 unge mennesker besøge Valbyparken til en snak om demokrati.
Mange tusinde unge i hovedstaden får i disse dage en noget anderledes skoledag end normalt. I går onsdag og igen i dag er der nemlig Ungdommens Folkemøde.
- Vi skulle en lille tur med klassen herud, siger Collin Castro, der går i 9. klasse på Lindehøjskolen i Herlev.
- Vi er her for at være lidt sociale og se og lære nogle ting, fortæller Micas Chris Ebdrop, der går på TEC Frederiksberg.
Blandt de unge vi møder på folkemødet, er begejstringen for arrangementet da også stor.
- Det er mega fedt. Jeg synes, der har været meget lærerigt og ret sjovt at være der sammen med hele klassen, siger Frederikke Krøyer Hopp, der går på Sankt Petri Skole.
- Jeg havde forestillet mig, at det ville mest være sådan noget, hvor man skulle snakke. Men der er mange aktiviteter også, og det er sjovere, end jeg havde forventet, siger hendes veninde Marie Pressel Ingels.
Foto: Katrine Angel/TV 2 Kosmopol
Demokratisk selvtillid
Spørger man arrangørerne bag, så er der da også god grund til at invitere de unge til en snak om samfund, demokrati og alverdens aktuelle temaer.
- Unge føler ikke længere, at de bliver taget seriøst, og at voksne gider at lytte på dem, og at de rent faktisk kan deltage aktivt, siger Emilie Vorndran Thygesen, der er frivilligkoordinator og kommunikationsansvarlig på Ungdommens Folkemøde.
- Og der er ligesom Ungdommens Folkemøde kommet til verden for at prøve at bryde med det og give noget demokratisk selvtillid tilbage til unge, fortsætter hun.
Foto: Katrine Angel/TV 2 Kosmopol
Men hvordan er det så lige, man gør det?
- Det er ligesom bare at sørge for, at der ligesom bliver lavet noget fedt indhold til unge, og at unge føler sig inddraget i det indhold, der er her, siger Emilie Vorndran Thygesen.
Det er 8. gang, der bliver afholdt Ungdommens Folkemøde, og arrangørerne er da heller ikke i tvivl om, hvad de håber, at de unge tager med hjem fra festivalen.
- Jeg håber jo selvfølgelig, og det er jo vores alle sammen store drøm, at man føler, at man faktisk kan bidrage. Og at man kan være en del af det. Men jeg håber også bare, at de har en for fed dag, slutter frivilligkoordinatoren.
Ludomani, menstruation og sex
Der er da noget, der tyder på, at arrangørerne har ramt plet med nogle af de emner, som de unge kan beskæftige sig med på folkemødet.
- Jeg synes, det er spændende at gøre om ungdommen generelt, siger Frederikke Krøyer Hopp
'Hvad er det ved ungdom, der er spændende at høre om?'
- Jeg tror meget, det er fordi, at det der bliver fortalt er meget relaterbart, svarer veninden Marie Pressel Ingels.
Foto: Katrine Angel/TV 2 Kosmopol
- Vi har lige prøvet det her menstruationstest-kramper, og kunne klare ret meget. Det var en spændende oplevelse at prøve, siger Collin Castro, der går i 9. klasse på Lindehøjskolen i Herlev.
- Det var ikke ligefrem, fordi mig og ham som drenge, vi lige ved, hvordan det er at have sådan nogle menstruationskramper, tilføjer hans kammerat Jonas Hyeon-Wu Larsen.
- Sådan noget som det, vi lige oplevede der, det er spændende nok at lige prøve og lige komme ud i sin komfortzone, fortsætter Jonas Hyeon-Wu Larsen.
Foto: Katrine Angel/TV 2 Kosmopol
- Jeg var meget for den stand med ludomani og sådan noget der. Der har jeg også haft om på min efterskole. Så det synes jeg var meget spændende, siger William Harup Silseth fra TEC Frederiksberg.
- Jeg havde glædet mig til at tale med Sex og Samfund, fordi jeg havde nogle personlige spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at stille, siger hans kammerat Micas Chris Ebdrop.
'Og hvordan har det så været at komme herind og tale om de ting?'
- Det synes jeg godt var meget interessant. Sådan høre fra en rigtig ludoman og sådan noget, svarer, William Harup Silseth.
- Jeg har fået de svar, jeg i hvert fald ledte efter på de spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at stille, slutter Micas Chris Ebdrop efter snakken med Sex og Samfund.