Oversigt

Seneste nyt

Åbning af helt ny skole udskudt: Bygningens skelet ikke godkendt

Det var meningen, at godt 800 elever 6. januar 2025 skulle indtage en splinternye skole på Vesterbro i Købehavn.

Skolen har fået navnet Skolen ved Dybbølsbro og ligger på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade. 

Men de kommende elever må væbne sig med tålmodighed. 

I et brev som kommunen har udsendt til forældrene - som TV 2 Kosmopol er i besiddelse af - står der, at den nye skolebygning ikke har fået en ibrugtagningstilladelse på grund af manglende dokumentation. 

- Den manglende dokumentation vedrører bygningens "statiske system". Det er de bjælker, søjler og dragere, som man kan sammenligne med bygningens skelet. Og her skal entreprenøren dokumenterer, at kravene i bygningsreglementet bliver overholdt, skriver Byggeri København i brevet til forældrene. 

Børnene, der skulle have indtaget den nye skole, går på den snart nedlagte Gasværksvejens Skole. Og her skal de fortsat gå indtil videre. 

- Før vi er sikre på, at en ny tidsplan er holdbar, kan vi desværre ikke sige, hvornår det kan lade sig gøre for jer at flytte til den nye skole, afrunder kommunen brevet.