Arrangør vil have europamesterskabet i street food til København næste år
Den danske europamester hjælper arrangørerne bag European Street Food Awards med at få eventet til København i 2024.
Banitsas fra Bulgarien, belgiske vafler eller burek fra Bosnien er alle traditionelle og populære street food-retter, og til næste år svinger food trucks med det bedste street food fra hele Europa muligvis forbi den danske hovedstad.
I hvert fald arbejder stifteren af European Street Food Awards - EM i street food - Richard Johnson, der er tidligere madjournalist på BBC og The Guardian, på at få konkurrencen til Danmark.
- Vi vil rigtig gerne have EM til København i 2024. Det er det perfekte sted. De har mange gode steder med street food som for eksempel Papirøen og Reffen. Danmark forstår street food, historien og idéen om, at det er folkets mad, og at man hylder maden fra forskellige lande, siger Richard Johnson til TV 2 Kosmopol.
Deltagere fra 16 lande skal konkurrere i forskellige kategorier, og for at deltage i European Street Food Awards skal man vinde sit nationale mesterskab.
Men det er et omfattende event at afholde, og derfor er der forskellige ting, der skal være på plads, før arrangementet endegyldigt ender i København.
- Der er meget bureaukrati i Danmark, så derfor skal vi finde den rette partner, der kan hjælpe os med at få styr på de rigtige tilladelser og til at organisere det hele. Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre, forklarer han.
Richard Johnson fortæller videre, at det er de mange regler i Københavns Kommune, der gør det besværligt, men at kommunen ikke som sådan har noget med arrangementet at gøre, da det er et privat event, der er støttet af deres sponsorer.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
European Street Food Awards
De seneste værtsbyer for European Street Food Awards har været Berlin, Malmø, München og Saarbrucken.
Eventet bliver afholdt over en weekend, hvor tilskuere kan komme og smage og stemme på deres favorit. I år besøgte 20.000 European Street Food Awards.
Det er seks år siden, at det første European Street Food Awards løb af stablen. Tilbage i 2017 stillede otte lande til start for at konkurrere, og i år var hele16 nationer med til finalerne.
Deltagerne fra de 16 lande skal konkurrere i forskellige kategorier, og for at deltage i European Street Food Awards skal man vinde sit nationale mesterskab.
I hver kategori skal deltagerne konkurrere om at blive tilskuernes favorit og/eller dommernes favorit. Der er altså to konkurrencer i hver kategori.
Kilde: European Street Food Awards
Hjælp fra nykåret europamester
Danske Sean Pakbaz er netop kommet hjem fra European Street Food Award 2023, hvor det blev til en 1. plads i kategorien ‘Best Vegetarian’.
Han har løbende haft samtaler med Richard Johnson om at få Europas bedste street food til Danmark. Lige nu hjælper han derfor stifteren med at finde den rette partner, der kan realisere deres begges drøm.
- Det vigtigste er at finde en lokation til cirka 30 madvogne og til publikum. Til så stort et event er der også nogle bestemte tilladelser, man skal have fra kommunen. Det er alt fra musik, alkoholbevilling og brandveje - til mobile toiletter og skraldesortering. Derfor er det vigtigt, at vi finder en samarbejdspartner, der har styr på de ting, siger Sean Pakbaz.
Allerede tilbage i 2020 og i 2021 arbejdede parret faktisk på at få EM til Danmark, men det var besværligt, fordi de ikke havde gode nok samarbejdspartnere, og corona gjorde det i sidste ende praktisk talt umuligt.
Sean Pakbaz har derfor allieret sig med virksomheden Street Food Guruen, som arbejder med at sætte food trucks op. Og med dem ombord regner han med, at der kommer styr på det hele, før næste års europamesterskab løber af stablen.
- De har virkelig styr på det, og efter bare et opkald fik de sat en masse ting i gang. De har også styr på alle de her tilladelser, så jeg er meget positiv, fortsætter Sean Pakbaz.
Og det er ikke bare en drøm, som Sean Pakbaz og Richard Johnson går rundt med. For Sean Pakbaz møder også stor opbakning fra sine konkurrenter.
Mange af dem er nemlig begejstret for den københavnske madkultur.
- Halvdelen af de andre lande vil gerne have det i Danmark, fordi vi er kendte for god street food og mad generelt. Jeg har virkelig talt med mange, der har ønsket, at det kom til Danmark længe, så jeg håber og tror, det ender i København, slutter han.