Bandekonflikt blusser op: Politi indfører to visitationszoner

Københavns Politi indfører to midlertidige visitationszoner på Amager og på Nørrebro efter konflikt i bandemiljøet.

Der bliver oprettet visitationszoner to steder i København.

Det fortæller politiet på et pressemøde mandag eftermiddag. 

Visitationszonerne gælder fra mandag klokken 18.00 til og med den 12. september.

Zonerne er oprettet på grund af en konflikt mellem to kriminelle grupperinger fra rocker- og bandemiljøet. Lørdagens skyderi i Pusher Street er den seneste voldelige handling i konflikten, lyder det fra politiet. 

- Vi vil ikke acceptere de afstumpede handlinger, der udspringer af denne konflikt. Nu skruer vi op for vores tilstedeværelse på især Christiania og på de steder, hvor vi ved, at personer fra de involverede grupper holder til, siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi.

Se visitationszonerne nederst i artiklen.

Bandekonflikt brudt ud

I går har NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet, på baggrund af hændelsen i lørdags udført en konkret konfliktvurdering om, at der foregår en konflikt mellem Loyal To Familia og Hells Angels.

- Vi har set nogle hændelser i det her voldelige miljø, som tilskriver, at der foregår en konflikt mellem grupperingerne, siger Torben Svarrer fra NSK. 

Der er flere voldelige episoder over de sidste tre måneder, hvor der har været anvendt våben eller eksplosive sprængstoffer og så videre, uddyber han.

- Det her er en national konflikt, siger han. 

Politiet understregede, at der fortsat arbejdes på at Pusher Street skal lukkes permanent, men at det vil tage sin tid:

- Pusher Street vil få sin afslutning, og det er vi flere interessenter, der arbejder sammen om, men det bliver på den længere bane, lyder det fra Søren Thomassen fra Københavns Politi.

I den kommende periode vil politiet gå hårdere efter hashkøbere, som er med til at understøtte det kriminelle marked på Christiania.

På baggrund af konflikten skærpes vilkårene for indsatte også. Man vil ikke kunne få besøg af registrerede bandemedlemmer i fængslerne eller få lov til at blive prøveløsladt, hvis man er medlem af Hells Angels eller Loyal To Familia, siger Torben Svarrer. 

Tyder på tilfældige ofre

Søren Thomassen siger, at selvom efterforskningen fortsat pågår, så tyder det på, at flere af ofrene fra skyderiet lørdag var tilfældige mennesker.

Fem personer blev ramt af skud. En af de overlevende er fortsat hårdt såret og indlagt på hospitalet, oplyser politiinspektøren.

Af de overlevende blev en ramt af seks skud, mens tre blev ramt af et skud. 

Visitationszonen for Christiania og en del af Amager dækker følgende område:

Prinsessegade – Refshalevej – Forlandet – Kløvermarksvej – Raffinaderivej – Prags Boulevard – Strandlodsvej – Lergravsvej – Østrigsgade – Øresundvej – Amagerbrogade – Christmas Møllers Plads - Torvegade – Prinsessegade.

Visitationszonen for dele af Nørrebro og Nordvest dækker følgende område:

Mågevej – Glasvej – Frederiksborgvej – Bisiddervej – Lygten – Tagensvej – Rovsingsgade – Vermundsgade – Lersø Parkallé – Jagtvej – Tagensvej – Blegdamsvej – Fælledvej – Nørrebrogade – Peblinge Dossering – Åboulevard – Ågade – Jagtvej – Borups Allé – Mågevej. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik