Oversigt

Seneste nyt

Besøgsforhold i fængsler skal forbedres

Det skal være lettere for pårørende at booke besøg hos indsatte i fængsler og arresthuse ved hjælp af en digital løsning.

Tiltagene kommer på baggrund af anbefalinger fra pårørendeforeningen Savn og fra forsvarsadvokater.

- Jeg håber, at både advokater, pårørende og indsatte kan mærke, at besøgsoplevelsen i kriminalforsorgens institutioner forbedres, når vi har gennemført de her initiativer, siger direktør i Kriminalforsorgen Ina Eliasen.

Blandt de initiativer, der sættes i værk, er ændrede besøgstidspunkter, så der kommer flere besøgsmuligheder uden for normal arbejdstid.

Desuden kommer der fokus på aktiviteter for større børn, som besøger pårørende i fængslerne.

Der skal også være bedre tilgængelig information på Kriminalforsorgens hjemmeside om, hvordan besøg foregår. Det skal også kunne læses på engelsk, fremgår det.

Kriminalforsorgen driver landets fængsler og arresthuse med i alt cirka 4000 indsatte, fremgår det af forsorgens hjemmeside.