Blomsterdekorationer bliver sikret: Så omfattende er sikkerheden ved tronskiftet
Søndag vil rigtig mange mennesker være samlet i København i forbindelse med tronskiftet. I dagene op til vil flere sikkerhedstiltag blive taget i brug, fortæller tidligere drabschef ved Københavns Politi.
Ruten for karetkørsel, lokaler og blomsterdekorationer.
Der er ikke det, der ikke bliver sikret i forbindelse med tronskiftet på søndag.
Københavns Politi forventer, at rigtig mange mennesker vil tage ind til København for at se tronskiftet søndag, hvorfor politiet vil være talstærkt til stede.
Sikkerheden vil da også være høj, fortæller tidligere drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen, til TV 2 Kosmopol, og peger på flere sikkerhedstiltag.
Ifølge ham er der blandt andet mulighed for, at almindelige mennesker også bliver inddraget i spørgsmålet om sikkerheden ved arrangementet – eksempelvis i forbindelse med karetkørslen.
- Man forbereder ruten. Man kontakter folk, der bor på ruten – eksempelvis forretninger og mennesker, og beder dem om at være opmærksomme på ændrer i dagligdagen, hvis noget afviger, siger Jens Møller Jensen og fortsætter:
- De (borgerne, red.) skal reagere på ting, og så må myndighederne vurdere, om de skal reagere på det, siger Jens Møller Jensen.
Blomsterdekorationer bliver kontrolleret
Det er ikke kun udendørsarealer, man ifølge Jens Møller Jensen er opmærksom på.
Også lokaler og eksempelvis blomsterdekorationer bliver kontrolleret.
- Man har nogle særligt uddannede hunde og særligt uddannede mennesker til at sweepe lokaler – det vil sige, at lokalerne bliver sikret og renset, siger Jens Møller Jensen og fortsætter:
- Man vil gerne vente med at sweepe til så sent som muligt, da man skal have bevogtning til de steder, der er blevet sweepet. Man kan ikke kigge efter bomber tre dage før, og så forlade stedet igen, siger Jens Møller Jensen og påpeger, at de vigtigste lokationer bliver sweepet til sidst.
- Jeg tror, man gør det (sweeper, red.) fredag eller lørdag – måske endda først søndag formiddag.
Hvor bliver der sweepet?
- Det er alle de steder, der bliver gjort ophold – eksempelvis bliver blomsterdekorationer sweepet, siger Jens Møller Jensen.
Politi er særlig opmærksomme på sikkerhedstrussel
Ifølge den tidligere drabschef er det både PET med den såkaldte Kongegruppe og Københavns Politi, der arbejder på sikkerheden.
Tidligere har Københavns Politi oplyst til TV 2, at politiet får assistance fra de fire sjællandske politikredse og fra politiskolen.
Derudover oplyser Hjemmeværnet til TV 2, at det bistår politiet med i alt 50 personer søndag.
Københavns Politi er da også særligt opmærksomme på den sikkerhedstrussel i Danmark, der ifølge beredskabschef ved Københavns Politi, Peter Dahl, har været der gennem mange år.
Han påpeger over for TV 2 Kosmopol, at de kommer til at være massivt til stede søndag i flere afskygninger.
- Man vil opleve, at der er de her politifolk, man kender fra de her arrangementer, hvor vi står næsten skulder ved skulder med det pæne hvide huebetræk på og sikrer, at det bliver en værdig og fin afvikling, men så kommer vi også til at være til stede i gadebilledet – ikke kun omkring selve karetturen, siger Peter Dahl til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Der kommer vi til at være massivt til stede generelt for at sikre den nødvendige tryghed og sikkerhed, siger Peter Dahl.
Mindre setup end da Zelenskyj var på besøg
Ifølge Jens Møller Jensen vil politiet sikre sig mod alt lige fra happenings til egentlige angreb og til folk, der uforvarende vil gøre noget – eksempelvis kramme kronprins Frederik.
Han tror da også, at sikkerheden bliver til at sammenligne med, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var på besøg i København.
- Jeg tror ikke, at sikkerheden bliver højere, end da Zelenskyj var på besøg. Det ligger på samme niveau. Setuppet er mindre, end da Zelenskyj var på besøg, men sikkerheden er lige så høj, siger Jens Møller Jensen.
Han påpeger, at truslen er mindre ved et arrangement, hvor det alene er det danske kongehus, der deltager, end ved et arrangement hvor en præsident, der er i krig, deltager.
- Der er ikke noget, der er hemmeligt ved programmet ved tronskiftet. Det siger noget om, at det ikke vurderes, at der er en konkret trussel, slutter Jens Møller Jensen.