Butikschef efter Irma-lukning: "Jeg synes, det er hjernedødt"
Irma lukker efter mere end 136 år. Butikschef er oprørt efter beslutningen.
x
- Jeg fatter ikke, at man kan gøre det.
Sådan lyder det fra Tommy Steffensen, der er formand for Irmas butikschefsklub.
Han er selv butikschef i Ordrup, hvilket han har været i 35 år, og han forstår ikke, at Irma nu skal lukke efter 136 år.
- Jeg synes, det er hjernedødt. Man forsøgte at gøre det i 1993. Kunder protesterede dengang. Der er en grund til, at man har Irma-butikkerne med kvalitet og service. Der er nok af de andre kedelige butikker, siger Tommy Steffensen til TV 2 Kosmopol.
Tommy Steffensen startede selv som flaskedreng i Irma for 46 år siden, og det var da også en nedslående meddelelse, han måtte give til sine medarbejdere i sin egen butik i Ordrup tirsdag formiddag.
- Der var et par stykker, der fik våde øjne og sagde, at det kunne de (Coop, red.) ikke gøre, siger han.
Coop vil i stedet samle Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som helt enkelt kommer til at hedde Coop.
De første butikker i den nye stor-kæde åbner efter sommerferien i år.
Butikschefen fra Ordrup skal nu have fat i sine andre butiksmedlemmer. Han vil forsøge at få sat noget i gang.
- Jeg vil opfordre mine medarbejdere og ansatte til at gå med sørgebind for at fortælle Coop, at det ikke er i orden, siger Tommy Steffensen.
Forventer dårligste resultat i historien
Af de 65 Irma-butikker, der er, konverteres de ni største til den nye kæde, 28 bliver til 365discount, og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker helt.
Ifølge Coops administrerende direktør, står de midt i en tid, som de aldrig har oplevet før i branchen eller hos Coop.
- Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer, siger Coops administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen og fortsætter:
- Samtidig er vi ramt af prisforhøjelser fra leverandører, som vi langt fra, har fået hjem i vores priser til kunderne. Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne, har det medført et meget stor fald i indtjeningen, og vi forventer det dårligste resultat i Coops historie, et underskud på et stort, trecifret millionbeløb, siger han.
En sorgens dag
Selvom butikschefen fra Ordrup, Tommy Steffensen, godt kan se det fornuftige i, at man vil spare på ressourcer og lægge noget sammen, så forstår han ikke den måde, det er blevet gjort på.
Butikschefen vil da også kæmpe til det sidste, for at Irma består.
- Jeg har det sådan, at indtil de har pillet den sidste blå facade ned, så vil jeg kæmpe. Vi har så mange unikke butikker, siger Tommy Steffensen.
Også den tidligere mangeårige administrerende dirktør for Irma, Alfred Josefsen, er trist over den beslutning, der er blevet taget.
- Jeg tænker, at det virkelig er sorgens dag for hele Irma-fællesskabet. Også medarbejdere, der er gået på pension, de ser hele deres livsværk forvinde, siger Alfred Josefsen til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Det er kæmpe trist for de mange Irmafans. Det er 136 års erhvervshistorie og danmarkshistorie, som bliver lagt i graven, siger han.
Irma brandet fortsætter
Den tidligere Irma-direktør mener, at der er mange problematiske dele i beslutningen og konverteringen til de andre butikker, og han mener, det er mærkeligt, at de lukker.
- Der er ingen tvivl om, at dagligvarebranchen er presset, men det er også sådan, at Irma tabte penge sidste år, men der er andre, der har tabt meget mere end Irma, siger Alfred Josefsen og påpeger, at han ikke synes, at mulighederne for at redde Irma er blevet undersøgt godt nok.
På trods af at Irma ikke længere vil eksistere som butik, vil Irmas produkter fortsat bestå som et landsdækkende mærke, hvor et større antal unikke Irma-varer vil kunne fås i alle Coop-supermarkederne.