I Fælledparken var der godt gang i fejringen af 9. klassernes sidste dag i folkeskolen.
Der var god stemning, udklædning… og alkohol og ølbongs i massevis.
Derfor havde Københavns Kommune for første gang opsat en Tryghedscamp midt i afgangselevernes festmekka.
Medarbejderne stod klar til at hjælpe med lidt af hvert, fortæller leder af U-turn, Mette Clausen.
- Der er masser vand, kondomer, og så er det altid godt at have et sted, hvor man kan få en pause og snakke med en voksen.
Campen ligger på en lille plads, hvor de unge kan søge hjælp, hvis de måske har fået lidt for mange af de våde varer indenbords.
- Når der er så mange unge mennesker samlet, så synes vi i Københavns Kommune, at der var brug for at lave et sted, hvor de unge kunne komme hen og møde nogle ansvarlige voksne, siger Mette Calusen.
Tryghedscampen er skabt i samarbejde med U-turn, Den sociale døgnvagt, De unges hus, og Vilde liv.
Campen skulle have holdt åbent til langt ud på aftenen, men fest blev lukket af politiet ved 18-tiden.
Alkoholfri fest i Roskilde
Sigrid Elmerdahl Andersen var i går til sidste skoledag i Folkeparken i Roskilde.
- Det var en sjov fest i starten, men med alkohol er det ofte kun sjovt i starten.
Hun refererer til, at alkohol hurtigt kan føre til ukontrolleret fuldskab, hvor man ikke selv har kontrollen.
Hun er en del af Ungebyrådet i Roskilde Kommune.
De har netop vedtaget, at der skal afholdes en fælles alkoholfri sidste skoledag for alle afgangseleverne næste år.
- Vi har vedtaget det for at vise, at man godt kan have det sjovt uden alkohol. Så kan vi også få inkluderet dem, som ikke drikker. De kan godt blive overset til sådanne arrangementer, siger hun.
En fest uden alkohol ville Sundhedsstyrelsen i den grad støtte op om.
I følge Sundhedsstyrelsen bør unge under 18 år slet ikke drikke alkohol.
Styrelsen er derfor også kommet med flere råd til sidste skoledag, som blandt andet omhandler at forældre taler med deres børn og at der afholdes alkoholfrie fester.
Udmeldingen virker dog ikke til at være nået helt til Fælledparken, som var fyldt med både cider, shots og øller.
Københavns Kommunens Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) vil ikke afvise, at en alkoholfri sidste skoledag for folkeskolens afgangselever kan finde sted i København.