Efter fængselsdom for dukkeafbrænding: "Corona-nedlukning har skabt mere vrede og mistillid"
Afbrænding af dukke var en trussel mod statsministeren. Det fastslog Højesteret i dag, og det falder i god jord på Christiansborg, hvor man efter dommen også ser indad, når det kommer til folks vrede og politikerlede.
Først blev de frikendt i byretten, derefter blev de idømt 40 dages fængsel af landsretten, og i dag, fredag, blev dommen stadfæstet af Højesteret: 40 dages ubetinget fængsel.
De tre mænd, der i forbindelse med en corona-demonstration i januar 2021 afbrændte en Mette Frederiksen-dukke, har dermed også Højesterets ord for, at de med fremstillingen og afbrændingen af dukken truede statsministeren. Dukken havde et skilt om halsen med teksten: "Hun må og skal aflives."
Højesterettens dom i dag falder i god jord blandt flere af Folketingets retsordførere, som TV 2 Kosmopol har talt med, herunder Konservatives retsordfører Mai Mercado.
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix
– Det er grundlæggende positivt, at Højesteret i dag har slået fast, at man ikke kan udøve truende adfærd over for politikere og andre – og altså heller ikke landets statsminister! Det er betryggende, og det er positivt, at sagen er gået helt til Højesteret, så det er en principiel dom og dermed en retningslinje fremover, siger Mai Mercado. Hun kalder også straffen proportional i forhold til andre strafudmålinger i samme boldgade.
Samtidig understreger Mai Mercado, at den stigende truende adfærd over for politikere, socialrådgivere, embedsmænd og andre i offentlige hverv er dybt alvorlig. Hun mener, at politikerne selv bærer en del af ansvaret.
– Minkskandalen, FE-sagen, corona-vacciner til børn, der alligevel ikke blev til noget, og den overreaktion, det var, at nedlukke Danmark så hårdt under corona. Alt dette har været med til at udfordre tilliden til os politikere og embedsværket. Det er en del af forklaringen på vreden.
- Men det er aldrig i orden at true eller udøve vold. Rettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed står uantastet efter dommen i dag. Det er bare blevet understreget, hvor grænserne går – og de går ved truende adfærd, siger Mai Mercado til TV 2 Kosmopol.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Alle retsordførere er blevet kontaktet
TV 2 Kosmopol har rettet henvendelse til samtlige retsordførere på Christiansborg for en kommentar til dagens afgørelse i Højesteret.
Enhedslistens Rosa Lund har meddelt at hun holder ferie, mens vi ikke er lykkedes med at få hul igennem til Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg, SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt, Moderaternes Nanna W. Gotfredsen, Radikale Venstres Zenia Stampe og Alternativets Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.
Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen udtrykker forståelse for befolkningens utilfredshed med den daværende regerings håndtering af corona, men understreger også grænserne.
– Jeg var selv ikke imponeret over måden magten blev forvaltet på, så jeg kender til følelsen af utilfredshed. Folk skal have lov til i brede og vide rammer at udtrykke deres utilfredshed. Vi politikere fortjener hårde ord med på vejen, og de ord skal siges. Men grænsen går ved vold og trusler. Det blev understreget med dommen i dag, og det bør glæde alle, siger Steffen Larsen til TV 2 Kosmopol. Han ser frem til at få afklaret, hvor grænserne for truende adfærd vil blive trukket i fremtidige sager.
Foto: Michael Drost-Hansen / Scanpix
Mens Konservatives Mai Mercado finder dagens straf proportional, er Dansk Folkepartis retsordfører, Mette Thiesen, lodret uenig.
– Det er en hård dom, men er på sin plads, for vi skal ikke tolerere trusler. Men tingene hænger jo ikke sammen i vores samfund og retsvæsen, når man kan få 40 dages fængsel for dette, mens en indvandrer samtidig får fem måneders fængsel for at voldtage en 7-årig pige og blot en advarsel om udvisning. Det hænger jo ikke sammen, og det kan de fleste danskere heldigvis godt se, siger Mette Thiesen. Hun er dog enig med Mercado i, at mistilliden til politikere er stigende – og hun mener, at det sker med god grund.
– Når folk ser politikere, der ikke er i trit med danskernes hverdag, med stigende priser og de udfordringer, helt almindelige mennesker oplever, er det forståeligt, at folk bliver vrede og mister tilliden. Det forsvarer selvfølgelig ikke trusler og vold, men vreden er forståelig, siger Mette Thiesen til TV 2 Kosmopol.
Venstres ordfører: "Jeg er aldrig blevet truet"
Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, kalder Højesterets afgørelse en forventelig dom og udtrykker tilfredshed med, at grænsen for ytringsfrihed nu er blevet understreget.
– Jeg har været politiker i 14 år og advokat i 42, og jeg har aldrig modtaget så meget som én eneste trussel. Dermed ikke sagt, at andre ikke oplever det, men jeg kan slet ikke genkende fortællingen om stigende truende adfærd mod politikere, siger Preben Bang Henriksen til TV 2 Kosmopol.
Danmarksdemokraternes retsordfører Betina Kastbjerg siger til TV 2 Kosmopol, at hun og partiet tager dagens afgørelse til efterretning, og understreger at det er domstolene der bestemmer.
- Men, jeg forstår også samtidigt vreden dengang og nu. Vi så jo alle hvordan Mette Frederiksen og regeringen dengang overreagerede, og hele mink-aflivningen, som der jo ikke var lovhjemmel til, fik jo aldrig politiske konsekvenser - og det gør selvfølgelig folk vrede.
- Man skal passe meget på ikke at begrænse danskernes ytringsfrihed, og samtidigt skal vi politikere selvfølgelig ikke frygte for vores liv eller for vold og trusler om vold, siger Danmarksdemokraternes Betina Kastbjerg til TV 2 Kosmopol.