Oversigt

Seneste nyt

Den Lille Havfrue iklædt palæstinensisk tørklæde

Søndag formiddag er turistattraktionen Den Lille Havfrue i København blevet iklædt et kufiya – også kendt som en shemagh og af nogle kaldet et ”palæstinensertørklæde”.

Det viser billeder, som gruppen Stop Annekteringen af Palæstina har lagt på Facebook og Instagram.

Gruppen bruger billederne som anledning til at skabe opmærksomhed om en demonstration, der finder sted senere søndag i København, der har til formål at vise solidaritet med civilbefolkningen i Gazastriben samt udtrykke utilfredshed med Israels besættelse af Palæstina.

I skrivende stund har lidt flere end 5.000 facebookbrugere meldt sig som deltagende eller interesseret i demonstrationen. 

Lørdag havde en demonstration i London med et lignende budskab omkring 100.000 deltagere, anslog politiet.

Søndagens aktion er langt fra første gang, Den Lille Havfrue anvendes som kanvas for markering af holdninger. Skulpturen bliver med jævne mellemrum dekoreret med enten genstande eller maling af grupper eller personer, der ønsker at gøre opmærksom på en given sag.