Oversigt

Seneste nyt

Derfor måtte Lisbet Dahl sygemeldes fra Tivolirevyen

Den 78-årige revystjerne og instruktør var i sidste uge tvunget til at trække sig fra Tivolirevyen midt i sæsonen.

Nu fortæller Lisbet Dahl til ugebladet HER&NU, var årsagen er.

Og det er noget så alvorligt, som en utæt hjerteklap, der måtte sende skuespilleren til tælling. Lisbet Dahl fik i 2006 en kunstig hjerteklap samtidig med en bypassoperation.

- Jeg tænkte ikke så meget over det, før jeg lørdag spillede to forestillinger. Der kunne jeg godt mærke, at jeg havde svært ved at få vejret. Og på vej ind til første forestilling om søndagen ringede jeg til Tivoli og sagde, "I bliver nødt til at finde nogen til at kigge på mig. Der er et eller andet galt her", siger Lisbet Dahl til ugebladet.

Hun blev efterfølgende kørt på Rigshospitalet, hvor hun blev undersøgt.

- Jeg er ikke sådan at forskrække. De har været sindssygt dygtige, og jeg har stor tiltro til lægerne. Nu går jeg til undersøgelser, så de kan finde ud af om hjerteklappen skal skiftes, eller det kan klares på en anden måde. Jeg ved ikke noget konkret endnu. Det gør lægerne heller ikke. Så jeg må vente på, at lægerne finder ud af, hvad de vil gøre, siger hun til HER&NU.

Lisbet Dahl kommer ikke retur til dette års Tivolirevy, og derfor fortsætter Lone Rødbroe også med at udfylde hendes roller på scenen.