I den ene montre står en ægte elefantfod, der er blevet brugt som paraplyholder.
Et andet sted finder man en udstoppet løve, som en dansk rigmand engang har skudt, fordi det passede ham.
Udstillingen kunne snildt have heddet: Sådan Gør Vi Ikke Mere eller Det Var En Anden Tid.
I stedet hedder Statens Naturhistoriske Museums nye, permanente udstilling: Vilde Vidunderlige Verden. Det er nok også bedre, for ingen bryder sig om at blive mindet om, hvor tarvelig vi som race har været.
Det var en anden tid
Oplevs udsendte reporter og fotograf betragter en zebra, der for det utrænede øje ligner et helt almindeligt udstoppet dyr.
For en ægte connaisseur er der tale om et utroligt smukt, engelsk håndværk.
- De er et eksempel på en måde, vi slet ikke samler dyr på længere, fortæller Anne Katrine Gjerløff, der er formidlingschef på Statens Naturhistoriske Museum om montren med de store afrikanske pattedyr.
Fælles for løven og zebraen og mange af de andre dyr i museets samlinger er, at de er skudt og indsamlet af en privatperson. Denne hed Bøje Benzon, og han var zoologisk interesseret og rejste verden rundt som storvildtjæger i 1930'erne.
Bøje Benzon fik alle dyrene udstoppet i England og forærede dem efterfølgende til det daværende Zoologisk Museum.
- Sådan ville man slet, slet ikke ville gøre i dag. Der skal virkelig mange overvejelser til, før forskere går ud og indsamler dyr på den måde, og det er altid efter aftale med de lokale myndigheder og en vurdering af, hvad der er bæredygtigt, siger Anne Katrine Gjerløff.
Til forskning, ikke til pynt
Udstillingen Vilde Vildunderlige Verden viser de store skatte fra museets samlinger, der rummer over 14 mio. genstande.
Samlingerne er blevet til over 400 år med hjælp fra tusindvis af mennesker over hele verden.
Udstillingen rummer historierne om, hvordan ting overhovedet kom ind på museet, og hvem der rejste ud og fandt dem.
Der er alt fra sommerfugle og meteoritter til hvalpenisknogler og en snog, der har slugt en golfbold.
- I udstillingen viser vi jo en lille bitte brøkdel af vores meget store samlinger, og grunden til, at vi gemmer det, er for at kunne forske i, hvor divers naturen er. Man er nødt til ikke bare at have én enkelt sommerfugleart. Man er nødt til at have mange forskellige, så man kan sammenligne og se, hvordan de udvikler sig over tid, siger Anne Katrine Gjerløff.
En omfattende samling af fx isbjørnekranier og sommerfugle betyder, at forskerne kan, se hvordan bestandene går op og ned, og hvordan de tilpasser sig forskellige miljøer.
- Det er simpelthen mængden af ting og det at kunne sammenligne dem, der har værdien, siger hun.
Spørg Os - Formular
_
Den sidste gejrfugl
Udstillingen viser også et eksempel på udryddelseshistorie.
Det første, man konfronteres med, er organerne fra de sidste to gejrfugle, man kender til.
- De blev aktivt fundet og slået ihjel for at blive indsamlet af nogle mennesker, der ville tjene penge på at have fundet de sidste gejrfugle, siger Anne Katrine Gjerløff.
I 1800-tallet blev man klar over, at fuglen var ved at uddø, og så startede en intens kamp mellem private samlere og forskellige naturhistoriske museer om at få et udstoppet eksemplar, før det var for sent.
Det sidste gejrfuglepar blev skudt i 1844 på en islandsk ø, og dem, der skød fuglene, knuste også de sidste æg. Derved blev de to døde fugle mere værd, fordi man sikrede sig, at det vitterligt var de sidste gejrfugle.
Udstillingen på Statens Naturhistoriske Museum er både visuelt indbydende og fascinerende - og en lidt skræmmende fortælling om menneskets forhold til naturen.
