Efter samråd om Amager Fælled-byggeri: Minister vil ikke gøre noget som helst
Miljøminister Lea Wermelin (S) har ikke tænkt sig at blande sig og stoppe byggeriet på Amager Fælled.
På trods af tvivl om, hvorvidt levevilkårene er truet for vandsalamanderen eller ej, så vil miljøminister Lea Wermelin ikke standse Amager Fælled-byggeriet.
Det sagde hun på onsdagens samråd.
- Lige nu må sagen gå sin gang. Der er både en sag, der kører ved klagenævnene og ved domstolene, og der vil jeg som minister selvfølgelig respektere, at der kommer en uafhængig afgørelse, og derfor kan jeg ikke blande mig i det, siger Lea Wermelin til TV2 Lorry.
Det sker efter en omtumlet periode med sagsanlæg og flere klager. Først blev hele Amager Fælled-byggeriet nemlig standset.
Siden blev dele af byggeriet igen optaget, da Københavns Kommunes egne jurister var nåede frem til, at man sagtens kunne fortsætte den del af arbejdet, som ikke påvirker vandsalamanderens levesteder.
Men det er ganske enkelt ikke godt nok, mener Enhedslistens Pelle Hvelplund. Derfor indkaldte han i juni miljøministeren for at få standset byggeriet helt.
Han mener nemlig, det er helt principielt fra politisk side at sikre, at byggerier hverken forstyrrer natur og miljø, eller som i dette tilfælde, hvor byggeriet helt truer vandsalamandernes eksistens.
- Det er dybt utilfredsstillende, at vi står i en situation, hvor både Planklagenævnet samt Natur- og Miljøklagenævnet er kommet med en afgørelse, og alligevel fortsætter byggeriet, sagde han til TV2 Lorry.
Nu venter de endelige afgørelser fra retten og klagenævnene så, imens dele af byggeriet fortsætter, og det er Pelle Hvelplund ikke tilfreds med.
- For mig er det stadig uklart, og jeg synes, det er helt utilfredsstillende, siger Pelle Hvelplund.
Bygherre kærer beslutning om byggestop på Amager Fælled
Tidligere i august fik foreningen Amager Fælleds Venner medhold i Københavns Byret, der besluttede, at byggeforberedelserne skulle standses.
Det krævede dog, at foreningen kunne stille med en sikkerhed på to millioner kroner, hvilket foreningen på meget kort tid samlede.
Fælledby P/S har hele tiden protesteret imod et forbud. Og onsdag udtalte direktør, Erling Thygesen, at Fælledby nu vil have landsrettens vurdering af, hvad bygherren kan tillade sig.
_
_