Er Olsen-banden genopstået? Michelin-restaurant har haft spektakulært indbrud
Natten til søndag havde Michelinrestaurant formel B indbrud. Der er stjålet vine for over halvanden million kroner.
Når man ser hullet i kældermuren efter weekendens millionindbrud hos den et-stjernede Michelin-restaurant formel B, sender man uvilkårligt en tanke tilbage til den hedengangne Olsenbanden.
Banden var dog fiktiv, men det er indbruddet denne søndag nat dog langt fra.
Indehaveren Kristian Arpe-Møller fortæller til TV 2 Lorry, at de stadig er i gang med at få et overblik over, hvor meget vin, der er blevet stjålet, men at der i hvert fald er tale om vine til en værdi over halvanden million kroner.
Tyvene er specifikt gået efter restaurantens sjældne vine med meget høj markedsværdi. Indtil videre ved ejeren med sikkerhed, at der er taget op imod 50-60 flasker. Kristian Arpe-Møller fortæller, at personalet er meget berørte over situationen, da det er en, tæt på, uerstattelig samling af vine, der er brugt mange år på at opbygge, som på en enkelt nat er forsvundet.
Foto: Restaurant formel B
Kristian Arpe-Møller fortæller samtidig, at han kan se, at det er tyve, som har haft indgående kendskab til gerningsstedet.
Indbrudstyvene har præcis vidst, hvor og hvordan de kunne komme ind. De er brudt ind hos naboen til formel B, hvor de derefter har lavet et hul i væggen indtil formel Bs vinkælder.
Kristian Arpe-Møller fortæller, at indbrudet er sket natten til søndag. Tyvene var gået i gang, ligeefter at de ansatte havde lukket og slukket på restauranten klokken to om natten. Da klokken blev fire, havde tyvene fundet vej ind gennem den tykke murstensvæg indtil formel Bs vinkælder. Én time efter var de ude af vinkælderen og havde stjålet for over halvanden million kroner.
Foto: Restaurant formel B
- Det vigtigste, vi ved, er, at tyvene er gået ind igennem naboen. Så de har haft kendskab til, at vores nabo har ligget op af vores vinkælder. Det er ikke noget, som man bare lige ved - medmindre man har været på formel B, eller har været hos vores nabo. Det er nok det mest afgørende. Ellers har tyvene rekvireret tegninger af bygninger fra kommunen for at se, hvilken vej de kunne komme ind, fortæller Kristian Arpe-Møller til TV 2 Lorry.
Formel B er stadig i gang med at få overblik over, hvad der er blevet stjålet, men indtil videre har de dette overblik. Se billedet.
Foto: Restaurant formel B
Indbrydet er meldt til politet, som var til stede i går, hvor de havde specialenheder ude, som tog DNA-prøver.
Kristian Arpe-Møller håber, at politiet ved murgennembrydning vil finde DNA-spor fra gerningsmændene.