Oversigt

Seneste nyt

FC København slider sig til værdifuldt point i München

Det lykkedes for det københavnske mandskab at holde tyskerne fra eget mål.

FC København gjorde onsdag aften det, som kun Ajax har formået i Champions Leagues gruppespil siden 2013.

Det danske mesterhold fik point ude mod Bayern München ved at spille 0-0. Et resultat, som statistisk set så enormt svært ud før kampen.

Bayern havde vundet 17 gruppekampe i træk, men en flok hårdtarbejdende københavnere modstod det værste pres fra værterne og brød rekordstimen.

I gruppen ser det nu mere end fornuftigt ud for FCK.

Mens Bayern er videre som gruppevinder, er FCK toer før sidste kamp mod Galatasaray. Vinder FCK den kamp, er holdet videre til ottendedelsfinalerne, og uafgjort kan også vise sig at være nok.